Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....
DET SKER IGEN OG IGEN I TAXIEN. Især lige nu i den lyse tid, hvor studenterfesterne sender horder af unge ud i sommernatten med kreditkort, der enten er gået i sort – eller ligefrem er blevet borte. Gud ske tak og lov virker livslinjen – mobiltelefonen – endnu. Han sidder på bagsædet med en rød-og-hvid-huet skønhed – selvom skønheden er noget slidt i den sene nattetime. – Og forsøger langsomt ord-for-ord at fortælle livredderen i den anden ende, at den er gal med betalingen. Han har ingen penge mumle-mumle-mumle-mumle.
JEG LADER SOM OM, jeg ikke hører problemet, selv om det meget vel kan blive mit lige om lidt, når taxituren skal betales. Hvis man tror at helt unge kunder vælger at sætte mig ind i problemstillingen inden turen – tager man fejl. Det gør den husvilde drukkenbolt – eller den pæne kontordame, der har fået en hel del over tørsten. Det unge menneske regner oftest med, at problemet løser sig – hvad det jo ofte gør. Også i nat.
Da vi ankommer til det store hus på Villavejen står – denne gang er det farmand – klar med sit fyldte betalingskort og redder sønnen ud af miseren, inden jeg skal varme mig selv op til at blive sur over at skulle tage et kvarters diskussion med en brødebetynget ungersvend for 90 kroner.
JEG KOMMER ALDRIG HELT UD af det taxifoniske paradoks, at jo mere blå og darwinistisk en forstad er, jo højere den sociale stige er, jo flere de materielle og økonomiske ressourcer er – eller lad os kalde det, hvad det i virkeligheden er – jo mere luksus-ghetto – jo mere pakkes de unge ind i forældrenes hysteriske omsorg. Netop studentereksamen er det slående eksempel. Derude i i de hvide huse med de sort-glaserede tegltage er man enige om to ting:
Det er helt tosset, at samfundet uddanner for få håndværkere. Dette princip gælder dog ikke i vores familie, hvor selv en slatten studenterhue er bedre end de hårdhudede hænder.
Og så kører vi den helt ud i vores moderne omsorg. Vi slipper ikke ungerne - selv ikke, når de er fyldt 18 og bare er på hjernedød druktur.
I DEN FORLØBNE UGE KLAGEDE EN MOR til Roskildefestivalen, fordi hun syntes, at hendes lillepige på 18 var blevet dårligt behandlet i ventetiden, inden ”hegnet væltes” til Roskildefestivalen. Datteren skulle vente endnu nogle timer i sommerkulden – rent faktisk for at forbedre nogle sikkerhedsforhold. Hun ringer hjem til moar og brokker sig, og hønemor går på Fjæs’en. Så bryder helvede løs.
Først den forventelige reaktion – at ”det her er eddermame for meget ... ” - Slip nu for fanden de børn løs, så de kan fryse, blive våde og småklynke, og blive rigtigt voksne. Og så modreaktionen:
- Jeg vil altså ikke finde mig i at blive svinet til som curlingforælder. Jeg er bare naturligt kritisk og opmærksom på vilkårene for mine nærmeste.
FAKTISK BLEV SITUATIONEN REDDET af Radio24syv, der fandt frem til den omtalte datter. Hun havde et svar, som lover godt for fremtiden:
- Jeg ringede bare hjem for at brokke mig. Selvfølgelig havde jeg helst set, at hun ikke blandede sig offentligt. Men jeg bestemmer jo ikke, hvad min mor gør. Så slap dog af!
Min egen holdning er i den grad i pagt med folkedomstolen: Det er blevet den moderne forældregenerations pest, at den nusser i en grad, at det breder sig helt ind i den politiske retorik: Jeg får kvalme over den kliché, som ikke mindst bruges af lavere-skat-fetichisterne i blå blok: Vi skal overlevere en bedre verden til vores børn. Ingen kan vel være uenige i den frase.
Men den udtales altså i en kultur, hvor de kommende voksne bredt set har haft de mest fantastiske levevilkår – måske nogensinde. Sammenligner vi globalt, burde vi ikke få røde ører – vi burde skamme os! Vi gør vore børn til statussymboler – og tager dem som gidsler:
PROBLEMET ER ET KULTURFÆNOMEN - ikke enkelt-hysteri før og efter Roskildefestivalen.
Lad mig gå til bekendelse: Jeg henter min lille Mathi-mus i Roskilde på lørdag, når jeg har hvilet ud efter nattens arbejde. Hun er jo også ”kun” 25 år og nyuddannet socialrådgiver.
Det er ikke fars lille pige på 25, der har fremtvunget min private taxikørsel. Jeg har selv fundet den egoistiske undskyldning, at hvis jeg skal nå at se mine unger, må jeg opsøge dem, når jeg har mulighed for det. Velvidende, at hvis jeg havde fået tilbuddet dengang i 70’erne, ville jeg godt nok have takket nej! Jeg havde virkeligt ikke behov for at dele hele mit eget univers med mine forældres. Jeg ønskede mig frirum – og muligheden for at gå andre veje. Det er min pointe.
PÅ OVERFLADEN HANDLER DET lige nu og her om at stoppe vores tiltagende omsorgskvælning og prestigen i, at vi skal være der for vore unger – helt frem til den tid, hvor det grå hår titter frem. Eller de måske gør oprør. (Det ville måske være det bedste!). Det er en sygdom i vores familie-kultur, at vi ikke vil slippe vore børn, når de har krav på at blive voksne. Måske har de brug for en generationskløft, så de kan tage sig sammen og løse deres problemer ved egen hjælp.
Om ikke en afgrundsdyb, så i det mindste en, som er dybere end vandpytterne i smatten på Roskildefestivalen.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.