Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....
DET, der foregår LIGE nu i vogn 24, burde ikke kunne lade sig gøre. Og skal jeg være helt ærlig, var jeg helst foruden.
Min kunde er helt sort - og her taler jeg desværre ikke om hudfarven. Nej, han er grisebasse lyserød – en kropsskulptur præget af lidt for meget flæskesteg og lidt for mange bajere. I hvert fald det sidste. Jeg samlede ham op foran bodegaen, og lige nu krydres vores dialog med en solid lugt af en ordentlig skovlfuld bajere. Dialog er måske så meget sagt, for min kunde indleder med en monolog. En personlig hyldest til Taxamanden.
Han aner intet om mig, har aldrig mødt mig, men kigger beundrende på mig med sine slørede, arier-blå øjne og en attitude som i en anden sammenhæng kunne tolkes som nær-forelskelses-oplevelse.
DET ER MIT RACETILHØRSFORHOLD, som han beundrer.
Han er bare SÅ glad for at køre med en af de hvide -og ikke en af de sorte. (Det er faktisk blevet daglig-sprog at tale om de sorte og de hvide – både blandt dem og blandt os).
Personligt finder jeg det ubehageligt og primitivt.
Og han sviner de sorte – både afrikanerne – og de, hvor alene sort hår og brune øjne er tilstrækkeligt til at stemple personen som mulig terrorist. Og hvis det så ”bare” var terrorfrygten, så kunne jeg dog putte det ind på hylden ved siden af de etniske japanere, 120.000 - de 70.000 amerikanske statsborgere der blev interneret i lejre efter angrebet på Pearl Harbour. Deres kultur og deres smalle, sorte øjne var en risiko i sig selv.
Nej, min kunde ”forkæler” mig med analyser af racernes egenskaber og svagheder – tættere på Hitlers Mein Kampf, end han selv aner. For han er fuld, har været det ofte – og ikke den skarpeste kniv i skuffen. På paradoksal vis i familie med bandemedlemmerne fra Nørrebro.
DE HAR VÆRET INTERVIEWET I RADIOEN. Det er kun reptil-hjernen, der er taget i brug. Den der kan bruges til at slå ihjel uden at tænke alt for meget over tingene.
Jeg vælger at fortælle historier om mine etniske kolleger. Om ”J”, palæstinenseren, der er gået i hård træning for at komme ind i politiet. Om den tyrkiske akademiker, ”A”, som er bedre til at afklæde den nye tyrkiske sultan Erdogan, end gennemsnittet af danskere.
Om irakeren ”B”, der bruger det meste af sin samtaletid til at vise andre arabere, at han er kristen (fra en menighed, der er en halv årtusinde ældre end det danske kristelighed). For slet ikke at tale om ”S” – den sydeuropæiske mand, der kom hertil som en ”fremmedarbejder”, der ligner alle de andre, sortsmudskede dernede fra varmen.
Han går lidt stille med, at han faktisk er jøde.
Jeg gør mig ikke ret mange forhåbninger om, at jeg kan gøre meget ved den halvfulde racist ved min side i vogn 24. Eller for den sags skyld alle de ædru, pseudo-sociologer og amatør etnologer, der øser op i deres egen suppetallerken fra en lang række videnskaber, de dybest set ikke ved ret meget om. Og da slet ikke de halvnazistiske Goliat’er, som ikke mindst er en del af det sorteste Facebook.
Dem, der har gotiske kors og masser af DANMARK og vikinger i billedarkiverne og i profilbilledet. Udenpå, gorillaer med store tatoverede overarme – men indeni: Små krystere med deres falske eller anonyme profiler.
De tør tale. Men de tør ikke fortælle, hvem de er.
MIN KUNDE ER SÅ LANGT FRA ALT, hvad jeg er opdraget med og hvad, jeg selv tror på. Men vi begynder at tale sammen trods sprut og fordomme. Han fortæller om oplevelser, der ER urimelige, Også arabere og muslimer kan være nogle røvhuller. Og han lytter faktisk også en smule – især til fakta, som han helt har misforstået. Jeg har mødt selv ædru, mellemuddannede danskere, der tror, at Iranere og arabere er det samme folk – de er jo muslimer hele bundtet. Ja, siger jeg - ligesom russere og danskere er de samme – de er jo kristne.
Nu snakker vi sammen ligesom ”i gamle dage”.
Vi slapper af uden at kapitulere.
Vi lufter vores bekymringer uden den aggressive angst.
Vi siger vores mening henover de stive skel af klasser.
Og indimellem det næsten umulige – indrømmelser.
Jeg vil forsvare Özlem Cekic’s dialogmøder – til det yderste.
JEG HAR SÅDAN EN RESPEKT FOR, at hun fortsætter, selv om hun tilsvines i middelsvær grad af de sædvanlige racister og af en del, der burde have lært at opføre sig ordentligt.
Selv bidrager jeg ubevidst med dialogkaffe. – Uden kaffe, indtil min Mercer er udstyret som en moderne taxi burde være det.
Jeg har ikke her en aktivistisk eller politisk dagsorden.
Jeg er heller ikke tilstræbt moraliserende eller skal frelse verden.
Hellt ærligt – min bagtanke er mere ”egoistisk”.
Jeg forsøger at udleve det, jeg kommer fra (… som er konservativt, grundborgerligt hjem på klippeøen - med den simple grundlov, at man skal opføre sig ordentligt mod andre, når man selv har gode livsbetingelser).
Noget der handler om at tale ordentligt sammen på tværs af dybe meningsforskelle.
Noget om både at være overbevist og dog turde tvivle.
NOGET AF DET SMUKKESTE i vores danske demokratiske kultur: Debat på tværs af selv de dybeste meningsforskelle.
Her føler granitperkeren fra Bornholm sig i nær familie med kaffedrikkeren Özlem fra Kurdistan.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.