Det overfald, som fodboldspilleren Nicklas Bendtner er sigtet for, er ikke noget, som taxa-vognmændenes brancheforening, Dansk Taxi Råd, oplever ofte.
Dybt rystet taxaselskab: Bendtner brækkede chaufførs kæbe
Taxa-chaufførerne kan godt opleve ubehageligheder, siger Dansk Taxi Råds direktør, Trine Wollenberg, til Ekstra Bladet, men ligefrem at få en brækket kæbe, det hører til sjældenhederne.
Nicklas Bendtner blev natten til søndag meldt til politiet for et overfald på en taxachauffør i København, og episoden stiller spørgsmålstegn ved, om 30-årige Nicklas Bendtner fremover vil kunne praje en taxa.
- Det må være op til chaufføren, om man tør køre med Bendtner, siger Trine Wollenberg og tilføjer, at Nicklas Bendtner skulle tage at opføre sig ordentligt over for vores chauffører.
Det er nemlig ikke første gang en dansk taxachauffør har måttet tilkalde politiet efter at have kørt en tur med Nicklas Bendtner.
For fire år siden piskede den 194 centimeter høje angriber på Nørrebro i København en chauffør med et bælte samtidig med, at han råbte ubehageligheder efter chaufføren.
Nicklas Bendtner er sigtet efter den såkaldt milde voldsparagraf efter overfaldet på taxachaufføren, som måtte på operationsbordet med en brækket kæbe.
Ingen voldsdømte i landsholdstrøjen
Bliver Nicklas Bendtner dømt for vold, kan det have alvorlige konsekvenser for hans karriere. Han vil i så fald ikke have en fremtid på landsholdet, siger landstræner Åge Hareide til Ritzau:
- Det vil være utænkeligt at have en mand dømt for vold på landsholdet, hvis det skulle komme så vidt.