For første gang er den kurdisk-arabiske alliance Syriske Demokratiske Styrker (SDF) gået ind i provinsen Deir al-Zor.
Det oplyser en kurdisk militærkilde til nyhedsbureauet Reuters.
Fremrykningen er en del af alliancens offensiv for at omringe og i sidste ende generobre byen Raqqa, der er Islamisk Stats højborg i Syrien.
Stort set hele provinsen er under den militante islamistiske gruppes kontrol.
SDF, der har opbakning fra USA, er trængt ind i den nordlige del af provinsen, oplyser den kurdiske militærkilde.
Mens den kurdisk-arabiske alliance rykker ind i Deir al-Zor, er der meldinger om nye luftangreb i samme region.
Mindst 11 mennesker er dræbt og 35 såret ved et luftangreb mod byen al-Sur i den nordlige del af provinsen.
Dødstallet ventes at stige, idet der er flere alvorligt sårede, oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der via et netværk af kilder i Syrien overvåger situationen fra Storbritannien.
Det er ikke umiddelbart klart, hvilket luftvåben der stod bag angrebene. Men de finder sted i et område, hvor den amerikanskledede koalition, der bekæmper Islamisk Stat, har opereret.
SDF's fremrykning ind i Deir al-Zor-provinsen kan bringe dem tættere på områder, hvor den syriske hær kæmper mod Islamisk Stat.
Hidtil har den kurdisk-arabiske alliance dog i det store hele undgået sammenstød med den syriske regeringshær.
USA har sendt omkring 500 soldater, som støtter SDF i slaget om Raqqa. Også Frankrig har bidraget med soldater, der har en rådgivende funktion.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.