Mindst 11 mennesker blev fredag dræbt og 78 blev såret af en bilbombe mod en politistation i det sydøstlige Tyrkiet, oplyser den tyrkiske tv-station NTV.
Bombeeksplosionen rystede en bygning, der tjener som hovedkvarter for politistyrker i byen Cizre i den sydøstlige del af Tyrkiet.
Tv-kanalen NTV viser ifølge Reuters billeder fra stedet, der viser røg, som stiger op fra stedet, hvor ambulancer er ankommet.
Cizre ligger i Sirnak-provinsen, der grænser op til både Syrien og Irak, og som har en overvejende kurdisk befolkning.
Der er ofte sammenstød mellem regeringsstyrker og kurdiske oprørere - ofte i form af den kurdiske oprørsgruppe PKK.
Det statslige nyhedsbureau Anadolu skriver, at PKK står bag fredagens bombeanslag.
Tidligere på måneden blev tre tyrkiske soldater dræbt og ti andre såret i et angreb, som militante kurdere rettede mod militæret i provinsen. PKK menes at stå bag.
Både de kurdiske angreb mod tyrkisk militær og militærets luftangreb er intensiveret med nærmest daglige angreb, siden to et halvt års våbenhvile blev ophævet i juli sidste år.
Nogle byer i den overvejende kurdiske del af det sydøstlige Tyrkiet er ramt af den værste vold, som regionen har oplevet siden 1990'erne.
Siden PKK's oprør begyndte i 1984, har næsten 40.000 mennesker mistet livet i konflikten.
Både Tyrkiet, EU og USA anser PKK for at være en terrororganisation.
ritzau/Reuters