Benfica har et hold med spillere, der er teknisk bedre end dem, Chelsea kan mønstre. Men englænderne er favoritter i onsdagens Europa League-finale i Amsterdam.
Det vurderer svenskeren Sven-Göran Eriksson, som selv har stået i spidsen for Benfica samt det engelske landshold.
- Selvfølgelig er Chelsea favorit med et meget afbalanceret hold med meget dyre spillere, men jeg vil vurdere, at Benficas spillere er et hak bedre rent teknisk.
- Benfica-spillernes teknik er meget skarp. De kontrollerer bolden godt og spiller en god omgang fodbold, siger Sven-Göran Eriksson til den portugisiske avis aBola.
Det portugisiske hold er ramt lidt på selvtilliden inden finalen. I weekenden indkasserede Benfica sæsonens første liganederlag, da det i næstsidste spillerunde blev til et 1-2-nedtur ude mod FC Porto.
Med nederlaget, hvor sejrsmålet blev scoret i overtiden, mistede Benfica endda førstepladsen i Portugal til netop Porto, men Sven-Göran Eriksson tror ikke, at det vil have indflydelse.
- En europæisk finale er noget unikt. Lige så snart, at forberedelserne til finalen går i gang, forsvinder Porto-kampen fra spillernes hoveder, lyder det fra svenskeren.
Der er kampstart klokken 20.45 på Amsterdam Arena.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.