Sudans præsident, Omar al-Bashir, der er efterlyst for krigsforbrydelser ved Den Internationale Straffedomstol, ICC, siger, at han i den kommende uge agter at flyve til New York for at deltage i FN's Generalforsamling.
Bashir oplyser, at han allerede har booket hotel i New York.
Bashir, som søndag holdt pressekonference i Khartoum, siger, at han ikke ved, om USA har udstedt et visum til ham endnu, men at han har planlagt til turen, og at han flyver til New York via Marokko.
- At deltage i FN's Generalforsamling er en af vore rettigheder, siger han.
/ritzau/Reuters