Det passer ikke, at Miljøstyrelsen bevidst sylter behandlingen af en sag om et stort gødningsudslip ved Fredericia Havn for snart et år siden.
Det siger vicedirektør i Miljøstyrelsen Michel Schilling, efter at professor i miljøret Peter Pagh i Metroxpress har været ude med riven og beskyldt styrelsen for nøl.
- Det er helt forkert, at vi bevidst skulle have en interesse i at forhale sagen.
- Vi tager sagen meget alvorligt. Set fra min stol har vi gjort alt, hvad vi kunne for - i fint samarbejde med kommunen - at komme til bunds i denne sag, siger Miljøstyrelsens vicedirektør til Ritzau.
Kritikken fra miljøprofessoren går på, at der endnu ikke er gjort noget for at rense jord og natur, efter at tankene med tonsvis af gødning brasede sammen under en storbrand 3. februar i år.
Men det er ikke ensbetydende med, at myndighederne har siddet på deres hænder, lyder det fra Miljøstyrelsen.
- Kommunen er kommet med et påbud for længe siden og bedt virksomheden (bag gødningsudslippet, red.) lave en række bekostelige undersøgelser, siger Michel Schilling.
Kommunen har endnu ikke truffet beslutning om, hvorvidt der er tale om en såkaldt miljøskade.
Er det tilfældet, så overtager Miljøstyrelsen sagen, og i givet fald kan virksomheden blive stillet til ansvar.
Grunden til, at denne beslutning ikke er truffet endnu, er ifølge vicedirektøren, at der er opstået usikkerhed om omfanget af det udledte kvælstof.
I første omgang antog man, at det handlede om 4000 ton kvælstof. Men virksomheden bag udslippet har anfægtet det tal og mener, at det kan være langt lavere.
- Der må man se på tallene igen og finde ud af det reelle tal. Først når vi ved det, kan vi fastslå, om der er tale om en skade omfattet af miljøskadereglerne.
- Lige nu ligger sagen i kommunen, og vi står klar, når kommunen har vurderet de nye oplysninger i sagen, siger Michel Schilling.
Chefjurist Henrik Melchior Olsen, Fredericia Kommune, mener heller ikke, at professor Peter Pagh har ret i sin kritik.
- Nej, det er ikke Fredericia Kommunes opfattelse, at Miljøstyrelsen nøler i sagen, skriver chefjuristen i et skriftligt svar til Ritzau.
- I forhold til den eventuelle miljøskadesag har Fredericia Kommune og Miljøstyrelsen gennem hele forløbet haft tæt kontakt og god dialog omkring sagen, hvilket miljøskadereglerne også lægger op til, skriver han.
Hvis kommunen ender med at fastslå, at der er tale om en miljøskade, kan Miljøstyrelsen iværksætte nogle kompenserende tiltag for at fjerne kvælstof fra Lillebælt.
/ritzau/