Stortalent rejste sig med brandkamp: Hun er tough

Sport
EM i kvindehåndbold 2018 (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Landstræneren er begejstret for Kristina Jørgensen, der straks rystede nedturen fra Sverige-kampen af sig.

Med to udvisninger på seks minutter fik håndboldtalentet Kristina Jørgensen en helt skæv EM-start fredag aften mod Sverige. Men den 20-årige bagspiller skulle ikke bruge lang tid på at finde tilbage på sporet.

Hun virkede fuldstændig upåvirket, da håndboldkvinderne søndag besejrede Polen med 28-21, og efter kampen blev hun hyldet på halgulvet som kampens bedste spiller.

For landstræner Klavs Bruun Jørgensen er præstationen dog ingen overraskelse.

Allerede efter Sverige-kampen slog han fast, at den dårlige start ikke rokkede ved hans tillid til hende, og Kristina Jørgensen kvitterede altså for tiltroen ved først givne lejlighed.

- Hun er måske i forhold til sin generation en anderledes type, der godt kan ryste ting af sig. Jeg kender mange i den alder, både piger og drenge, der har svært ved at leve op til de forventninger, som omverdenen stiller til dem.

- Der er hun en tough pige, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Selv er Kristina Jørgensen ikke meget for at tale om sin egen præstation i kampen, hvor hun sendte fem bolde ind bag de polske målvogtere.

- Det er vigtigt at være inde i turneringen. Det er jeg nu, og det er dejligt. Jeg havde tro på tingene, jeg skulle bare gøre det, jeg er god til, og kæmpe med resten af holdet.

- Det gælder om, at vi vinder. Det har vi nu gjort to gange, og det er selvfølgelig det vigtigste, siger Kristina Jørgensen.

Hun kan se frem til en masse spilletid i de kommende kampe. Landstræneren lægger nemlig ikke skjul på, at han har store planer med bagspilleren.

- Efter kampen mod svenskerne sagde jeg til hende, at hun ville starte inde næste gang også.

- Sådan bliver det også mod Serbien. Hvis I gerne vil have det første navn til startopstillingen, så er det Kristina Jørgensen, siger Klavs Bruun Jørgensen.

/ritzau/