Detter er en klumme og udtryk for skribentens holdning
Det varer ikke så længe, før vi skal have et folketingsvalg igen, og hvis der er liv i Radikale, og Sofie Carsten Nielsen stadig har våde ministerdrømme, og Mette Frederiksen mopser, så kommer valget i løbet af et par måneder.
Valget kommer til at blive præget af flere ting i en strid, der ser ud til at være kampen mod den stærke Mette Frederiksen, der har ført en næsten diktatorisk ledelsesstil, og så alle de andre, hvor de mest usynlige er vælgernes favoritter.
De usynlige er Lars Løkke, Inger Støjberg og Søren Pape Poulsen, og af dem står den mest anonyme stærkest, som mulig ny regeringsleder.
Hvad har gjort ham fortjent til den kandidatur, som Danmark har krav på at kende? Derfor har han fortalt Danmark, at han gerne vil være kalif i stedet for kaliffen. Vi er ikke overraskede, men der er alligevel en del af os, der kan finde grund til undren over, at tre politikløse står for den stærkeste vælgertilslutning lige for tiden.
Lad os se det i øjnene: Pape har ikke noget at komme med, og det er jo sådan set hele den konservative grundtanke: Alt var bedre i gamle dage. Dengang, hvor sexchikane var hverdagskost, og dengang handicappede var invalider, som man kunne pege fingre af, når de var gået forbi. Der er også den lidt grimme lugt fra dengang, han var justitsminister og hans kæreste var lige lovlig meget oppe på lakridserne over for en heteroseksuel udlænding, som kvitterede for upassende tilnærmelser med et par flade. Sjovt nok blev den udenlandske advokat dømt… vist nok til fængsel i samme tid, som han havde været i varetægt.
Den næste på podiet er en dømt minister, som har hånet retten og retssamfundet ved at underkende en meget klar dom, som hun var så heldig at afsone med fodlænke. Hun løj, og efter dommen løj hun stadig. Hun blev kæledægge for Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, der begge gerne ville bruge de stemmer, hun kunne trække med fra landets mest naive racister. Hun gav dem begge en begmand, og det har ført til den forventede bitchfight mellem Morten Messerschmidt, Pernille Vermund og Inger Støjberg, hvis mest klare politiske statement indtil nu er: ”Det er godt Morten og jeg ikke var gift”. Ud over det har hun intet.
Sidste mand, der er klar til kamp, er Lars Løkke Rasmussen, der har glimret ved at købe alt på andres regning – lige fra underbukser til flybilletter og hotelophold. Men han har gjort mere end det. Han har smadret nærdemokratiet ved store kommunesammenlægninger, der mest af alt så ud til at være en manøvre for at få andre kommuner til at betale for Venstres yndlingsborgmester i Farum, og alle hans massive udskejelser for skattepenge.
Løkke har nedlagt sundhedsvæsnet og sendt ufatteligt mange penge til privathospitaler, der tager sig højt betalt for at indfri behandlingsgarantien…. Og lad mig sige, at som bruger af den garanti og behandlet på privathospital er jeg ikke imponeret. Han har ikke den store tilslutning, men måske nok til at blive kongemager. Det får vi at se.
Den sidste, og måske den eneste stærke, er den egenrådige, diktatoriske og bedrevidende Mette Frederiksen, der fik rigtig mange beundrere på baggrund af hendes handlekraft. Det er som om hun alene afværgede Danmarks affolkning ved at slå alle mink ihjel.
Hun er så dygtig og skruppelløs i sin politiske korrekthed og stramtandede fremtoning, at hun er blevet en heltinde for mange kvinder, og hovedbestyrelsens eneste kandidat til en minister- og formandspost. Hendes største bedrift er at nedlægge en ikke-overlevelsesdygtig pelsindustri, der har levet af tilskud, og give den enorme tilskud så de havde dækning for et tab, de havde inden nedlæggelsen. Hun har også ført sig frem som børnenes statsminister, og det eneste hun har gjort der, er at indlede kampen mod landets forældre, som hun og Socialdemokratiet mener er uegnede til børneopdragelse.
Enhedslisten har markeret sig som ligegyldige fanebærere for Mette Frederiksen, Radikale har overgået sig selv i usynlighed, Dansk Folkeparti er ude. Nye Borgerliges indmarch er måske også et overstået kapitel, og risikerer at ende som en ligegyldig parentes. Venstre er blevet væk i vrimlen. SF er der vist endnu, men hvorfor? De ufrivilligt komiske i Liberal Alliance, De Grønne og Kristendemokraterne kommer nok ikke meget til orde, hverken i debatterne eller i folketinget.
Med alt det ser det ud som om vi får det, medierne elsker mere end noget andet: Forsimpling af politik til personspørgsmål. Der bliver fra nu og frem til valget stadigt mere tv-tid til Mette og Søren, hvor statistrollen bliver tildelt Inger. De vil sige de usynlige uden politik mod den stærke med diktatorisk politik.
Det skal nok blive rigtig spændende.
Johnny Larsen er enlig far til et omkringfarende stortalent på cykel. Foto: Privat