Fodboldklubben Brøndby får ingen henstand fra Spillerforeningen i sagen om de over 20 millioner kroner, som klubben skylder nuværende og tidligere spillere i feriepenge og pension.
Det fastslår Spillerforeningens direktør, Mads Øland.
- Vi går ikke på kompromis med vores krav mod Brøndby, siger Mads Øland til Ekstra Bladet.
Økonomisk trængte Brøndby arbejder i øjeblikket på at få gennemført en redningsplan, som skal sikre klubbens økonomi.
Et af punkterne er henstand i forhold til udbetalingen af de mange millioner kroner.
- Vi er lidt forundrede over, at Brøndby er kommet med sådan en udmelding midt i en forhandlingsfase, men vi er indstillet på at forhandle videre med klubben i håbet om at nå et resultat.
- Men vi laver under ingen omstændigheder en henstandsordning. Til gengæld er vi indstillet på at lave en afbetalingsordning. Vi har stadig ikke modtaget én krone fra Brøndby. Spillerne skal have de feriepenge og den pension, de ikke har fået, siger Mads Øland.
Siden har Spillerforeningen valgt at udsende en pressemeddelelse, hvor Øland kritiserer, at Brøndby har tilbagebetalt gæld til nogle kreditorer, men ikke har afdraget på feriepengegælden.
- Spillerforeningen er uforstående overfor, at Brøndby, siden kendelsen den 11. september 2012 har valgt at udbetale midler til simple kreditorer, på trods af Spillerforeningens privilegerede krav.
- I en konkurssituation er man forpligtet til at betale privilegerede krav før de simple krav. Privilegerede krav er eksempelvis løn, feriepenge og pension. Simple krav kan være øl, pølser eller transferbeløb, lyder det fra Mads Øland.
Brøndby forsøger også at få klubbens medarbejdere til at acceptere en generel lønnedgang på 10 procent samt en yderligere ekstraordinær lønnedgang på 15 procent i tre måneder.
En anden væsentlig ting i planen er, at klubbens hidtidige aktiestruktur med A- og B-aktier ophæves.
Det betyder konkret, at eventuelt kommende investorer vil få større indflydelse i klubben, end de har haft mulighed for i den tidligere aktiestruktur.
/ritzau/