Maja Christensen er bosat i Nordjylland, men vikar som sosu-assistent flere steder i Danmark. Hun har været sosu-assistent siden 2006 og har tidligere været fastansat, men valgte vikartilværelsen til, for der har hun mulighed for selv at bestemme, hvornår hun vil arbejde.
- Jeg kunne ikke have dette job som fast job. Jeg kunne simpelthen ikke leve under de vilkår, fortæller hun til Avisen.dk
De vilkår, hun taler om, betyder, at hjemmeplejen mange steder i landet skal løbe så stærkt, at der ikke er tid til at yde ordentlig omsorg for de ældre, mens hjemmehjælperne selv er ved at bukke under på grund af stress.
Flere ældrechefer er begyndt at få øje på problematikken, som FOA tidligere på ugen kaldte et wake-up call til ældrecheferne.
Men situationen ude i ældreplejen er indtil videre uforandret. Det mærker Maja Christensen, når hun er på vagt.
- Der er kun sat få minutter af til hver borger, og det skal vi overholde. Men når vi f.eks. skal give insulin til en borger, råder Styrelsen for Patientsikkerhed til, at man observerer personen i ti minutter for at sikre, at personen ikke får anafylaktisk chok. Og så hjælper det jo ikke noget, at der kun er sat fem minutter af til besøget, fortæller hun.
Ingen køretid på dagsplanen
En af de helt store problematikker, som fylder på området og i Maja Christensens hverdag, er, at mange steder i landet bliver der ikke sat tid af til at køre mellem borgerne.
Et besøg hos en borger slutter samtidig med, at et andet besøg starter. Det på trods af, at de to borgere kan bo så langt som 30 km fra hinanden.
Det giver selvsagt sosu-assistenterne problemer med at nå deres opgaver, som i bedste fald går ud over sosu-assistenterne selv - i værste fald borgerne.
- Nogle gange kan man se, at en borger har rigtigt svært ved selv at indtage deres måltid, vi har bare ikke tid til at hjælpe dem. Men der er jo en grund til, at vi har valgt det her fag, fordi vi har hjertet på det rette sted. Så vi kan jo ikke bare køre fra dem.
- Men vi har jo ikke tiden til det, så oftest bliver vi hos borgeren og hjælper, og så springer vi vores egne pauser over. Eller man kniber lige balderne sammen og siger, så kan jeg godt lige vente med at tisse, fortæller hun.
Givende fag
Hun mener, at jobbet som hjemmehjælper er utroligt givende i mødet med borgerne, derfor har hun heller ikke forladt faget. Men hun kan samtidig se, at hendes kolleger kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen.
- Dem, der har været i faget i mange år, går jo på kæmpe kompromis med sig selv. De bliver ekstremt udbrændte, fordi de yder omsorg for alle andre end sig selv i løbet af arbejdsdagen, fortæller hun.