Camilla Pedersen er social- og sundhedsassistent og tillidsrepræsentant på et plejehjem i Gladsaxe. Hun er mor til en dreng på 1 år. Hun brænder for velfærdssamfundet, og ser det som sin pligt at skrive om alle de gode oplevelser og de udfordringer der er. Virkeligheden skal fortælles for at kunne forandres, mener hun.
I 2015 BLEV JEG SYGEMELDT med stress.
Det skete efter et langt forløb, hvor vi manglede social- og sundhedsassistenter på min afdeling. Det betød at jeg var den eneste assistent til 15 beboere. Jeg havde dygtige kollegaer, som var SOSU-hjælpere, men vi må ikke udføre de samme opgaver. Derfor stod jeg med ansvaret for medicin til 15 beboere, alt kontakt til læger, ernæring gennem sonde, sårpleje og mange andre opgaver, som jeg var den eneste, der måtte udføre.
ENDELIG EN DAG FLYTTEDE ledelsen en kollega over til min afdeling. Men for mig var det for sent. Jeg kunne ikke længere rumme flere opgaver, og heller ikke at tage imod den kollega, jeg havde ventet på i flere måneder. Det betød, at jeg brød grædende sammen, da hun stillede mig et simpelt spørgsmål.
JEG BLEV SYGEMELDT lidt mere end en måned, men var først tilbage på fuld tid efter 3 måneder. Selv her flere år efter kan jeg mærke, hvordan stressen sidder i kroppen, når jeg står i bestemte situationer.
Hvorfor er min historie om stress i 2015 overhovedet relevant nu i 2018?
Det er den, fordi jeg stadig som tillidsrepræsentant ser de samme problemer. Jeg ser alt for mange kollegaer, som har det skidt og som ikke kan få tid og forventninger til at mødes.
DER ER NU FÆRDIGGJORT en overenskomstforhandling, hvor både lønmodtagere og arbejdsgivere har været enige om, at vi har et kæmpe rekrutteringsproblem i den offentlige sektor, særligt indenfor mit fag. Det betyder nu lønstigninger til mig og mine kollegaer – og det er godt. Men det er ikke gjort med det.
Om lidt skal kommuner og regioner forhandle med staten om en ny økonomiaftale.
JEG HÅBER VIRKELIG, at politikerne vil bruge økonomiaften til at sætte en ny retning for vores velfærd. Det er ikke nok, at udgifterne reguleres med de nye lønstigninger. Der skal inviteres i vores velfærd. Mine kollegaer og jeg knokler hver eneste dag for, at de forventninger, som politikerne skaber hos befolkningen, igennem det ene valgløfte efter det andet, skal kunne realiseres.
Hvis bare halvdelen af de løfter skal realiseres, så kræver det flere penge til vores offentlige velfærd – og ikke flere besparelser og effektiviseringer.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.