De kommende dage byder på lidt køligere sen-forårsvejr, men der er udsigt til langt bedre vejr fra næste uge.
- Fra midt i næste uge samt de to følgende uger bliver der rigeligt brug for hat og solbriller. Vi får overvejende fint og solrigt sommervejr i Danmark med svag, østlig vind og dagtemperaturer mellem 20 og 25 grader. Enkelte dage kan temperaturen snige sig helt op på 23 til 28 grader, siger langtidsmeteorolog Steen Hermansen fra DMI.
Så det er altså ikke kun i næste uge. der er udsigt til sommervejr i Danmark.
Og årsagen til det lune og solrige vejr skyldes et højtryk over Mellem- og Nordskandinavien.
Men indimellem kan der dog være mulighed for en byge, når fronter trækker ind over os.
Hvordan bliver vejret så Sankt Hans-aften?
Det spørgsmål vil mange nok gerne have svar på, men det er altså for tidligt endnu.
Til gengæld kan de badeglade glæde sig.
- Skulle vejret skifte, som det ofte er set før, kan vi dog glæde os over, at badevandstemperaturen forinden har fået et pænt nøk opad, siger Steen Hermansen.