Da hun som 17-årig besvarede en annonce i avisen, hvor der blev søgt efter en skuespillerinde til Henning Carlsens "Oviri", blev det begyndelsen på en karriere foran kameraet, som hun ikke engang drømte om.
Men for Sofie Gråbøl, der mandag den 30. juli fylder 50 år, var det kærlighed ved første take.
- Jeg gik ind i skuespillet med tanken om, at det kunne være meget sjovt, ligesom et sommerferiejob, fortæller hun.
Men hurtigt stod det klart, at det ikke var et arbejde, hun havde lyst til at gå hjem fra.
- Jeg kom hver dag på settet, selv om jeg ikke skulle på optagelse, for jeg var så bjergtaget af denne her lykkefølelse over at være en del af et så stort, fantastisk projekt. Den følelse kan jeg stadig mærke, siger skuespillerinden.
Rollen som Judith Molard i "Oviri" blev dengang startskuddet til et bragende gennembrud for Sofie Gråbøl, der kort efter fik hovedrollen som Tove Ditlevsen i "Barndommens gade" og jomfru Sine i "Pelle Erobreren".
- Jeg nåede at indspille tre film uden rigtigt at forstå, at de skulle gå i biografen. Jeg havde slet ikke bevidstheden om, at der også var modtagere derude. For mig var skuespillet bare en magisk verden at træde ind i, forklarer Sofie Gråbøl.
Når hun selv skal beskrive karrieren, siger hun, at hun bare har sat den ene fod efter den anden. Det har medvirket til, at det er gået hende så godt, mener hun.
- Jeg trådte ind i faget virkelig tilfældigt og virkelig uovervejet. Jeg havde ikke gjort mig nogen som helst tanker. Jeg er sikker på, at hvis jeg havde haft det som en ambition at blive skuespiller, så var jeg ikke blevet det, fortæller hun og forklarer:
- Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at i det øjeblik jeg føler et forventningspres, enten fra mig selv eller mine omgivelser, så pakker jeg det hele sammen. Jeg er utroligt dårlig under pres. Jeg har det bedst, hvis jeg kan snyde mig selv til den opfattelse, at der ikke er nogen forventninger, siger hun.
Da hun efter debuten søgte ind på teaterskolen og fik afslag, var det derfor i virkeligheden en kæmpe lettelse. Nu forventede ingen noget. Og rollerne blev ved at dumpe ind.
I 2007 tonede hun frem på skærmen som Sarah Lund i Søren Sveistrups "Forbrydelsen" - en rolle, der ikke bare gjorde Sofie Gråbøl voldsomt populær, men som også rettede verdens øjne mod dansk tv-drama.
Den dag i dag dukker Sarah Lund ofte op i tankerne hos skuespillerinden.
- Det er en af de roller, der er blevet hos mig, som mennesker i ens liv, hvor erindringen om dem kommer oftere, fordi de måske har gjort at større indtryk og er blevet en del af ens livshistorie, siger Sofie Gråbøl.
At serien skulle få gennembrud internationalt, havde hverken hun eller holdet bag serien forestillet sig.
- "Forbrydelsens" succes var så enorm for mig, fordi den brød igennem hos publikum i udlandet på den måde, den gjorde.
- Den sparkede jo virkelig døren ind. Og den gjorde det på den måde, jeg selv har det bedst med: fuldstændigt uforudsigeligt. Den hverken forsøgte på det eller var i det hele taget tænkt som tv, der skulle rejse, siger Sofie Gråbøl.
Selv om cv'et efterhånden er langt, så er det ikke blevet rutine for skuespillerinden at stille sig foran kameraet.
- Det bliver ved med at være svært. Det prikker stadig til følelsen af, "kan jeg? Kan jeg gøre det godt nok?" Men samtidig har jeg også en ballast. Jeg ved jo godt, at jeg kan noget.
- Det er et paradoks, for jo dygtigere man bliver, jo sværere bliver det. Man opdager jo, hvor mange nuancer man kan få med i en rolle, og de er uendelige, siger hun.
Derfor har Sofie Gråbøl også i den grad blod på tanden og lyst til nye opgaver, uanset om det er nordic noir, teater eller komedie.
- Jeg har ikke nogen formulerede ambitioner for mit arbejde, andet end at det skal blive ved. Det har jeg lyst til. Jeg tror aldrig, jeg bliver træt af at beskæftige mig med roller, karakterer og historier, siger hun.
At hun nu fylder 50 år, tillægger hun ikke den store betydning.
Efter at hun i 2012 blev ramt af brystkræft, har fødselsdagene givet anledning til glæde frem for gru. Og selv om hun med egne ord "fryser billedet" et øjeblik, giver den runde dag ikke lyst til den store revidering.
- Jeg var rigtig syg for fem år siden, og det var for mig stregen i sandet. Det var helt tydeligt der, at jeg gjorde mig alle de store tanker om det liv, jeg har levet, og det liv, jeg vil leve.
- Alle de store refleksioner over mit liv kom ligesom der. Så på den måde er 50 bare et tal. Men måske netop, fordi jeg var igennem alt det, har jeg endnu mere lyst til at fejre, at jeg er her, siger hun.
/ritzau/