Den anden dag havde filmen om Medina premiere og, uha, den var det ikke alle anmeldere, der syntes lige godt om. Flere af dem syntes faktisk, at den var, ja, undskyld, noget lort. Okay, nu læser jeg mest Ekstra Bladet og den slags lave lixtal, men Thomas Treo var i hvert fald ikke begejstret (chok!).
Om Treo har ret, ved jeg ikke, for jeg var ikke fin nok til at blive inviteret med til føromtalte premiere. Til gengæld har jeg set de to første afsnit af Discoverys dokumentarserie om popstjernen, der (vist nok) har stort set samme indhold, bare hakket op i mindre bidder. (Det er også disco-folkene, der senere streamer filmen, og de har muligvis puttet nogle penge i den).
Min manglende invitation til premieren burde selvfølgelig – ud over en fyring af Discoverys presseansvarlige – udløse en tænderskærende dårlig anmeldelse. Men … chok igen … sådan en gider jeg faktisk ikke lave. Ikke i dag. For det er for nemt, for fattigt og for underskudsagtigt at være efter Medina. Jo, du læste rigtigt, men jeg mener det sgu. Nu går der gammelfar i den, men … Vi taler trods alt om en kvinde, der begejstrer hundredtusindevis af fans, tjener sine egne penge, og nu i ti år har skabt kunst og kultur, uden at modtage en eneste krone i statsstøtte – i modsætning til de fleste af de mavesure anmeldere, der i øvrigt ikke rigtigt anmeldte filmen, men mest bare anmeldte personen Medina, som de fleste, især anmeldere, elsker at hade. Nå.
Nå, igen, men det skal være slut nu. Positive vibrationer. Sommeren er på vej, blomsterne springer ud – og i dokumentarens første sekvenser ser vi billeder fra hovedpersonens opvækst i Aarhus (eller er det med å igen?), dengang hun bare hed Andrea og sang nede i SFO’en. Bagefter fortæller hun om arbejdet som bartender og smørrebrødsjomfru, hvor hun brugte de ledige stunder til at skrive tekster på sin Nokia, og så går hun til terapeut, og får massage, og går til terapeut igen, utrolig meget terapeut, faktisk, for det er ikke nemt at være blevet til Medina, forstår man. Og ved I hvad? Det tror jeg faktisk på.
Ja ja, dokumentaren om dansk pops femme fatale er, sandsynligvis ligesom biografudgaven, delvist en reklamefilm, og f.eks. er meget af hendes ballade med pressen vist ikke heeeelt faktuelt gengivet. Og jo jo, Medina risikerer at rive en underlivsbetændelse til sig med den påklædning, og hun har både fræset op af Strandvejen med kokain ud af begge næsebor og spyttet efter en journalist fra SE og HØR. Men hvem har ikke haft lyst til det, og hvem er egentlig den stivstikker der har et problem med, at unge damer smider tøjet?
Tilbage står, når røgen fra pressekorpsets forventelige hævntogt har lagt sig, at Medina ikke er kommet let til succesen. Hun har ikke gjort lynkarriere i et forlorent talentshow eller hverken børne- eller voksen-MGP. Hun begyndte ikke at lave musik, fordi hun ville være kendt, men fordi hun godt kunne lide at lave musik. Inden berømmelsen og den hede sex med Christopher aftjente hun sin værnepligt på mennesketomme provinsdiskoteker, hendes første album var et flop – og hun skriver stadig flere af sine egne sange, end Elvis nogensinde gjorde. Og det synes jeg faktisk vi skal hylde. Medina FTW, you go girl.
PS.: Medina er ikke nøgen i dokumentaren. Hun er heller ikke som sådan på coke. Men et eller andet var jeg jo nødt til at skrive for at få jer til at klikke. Det er sådan man gør nu om dage. Jeg har lært det af min ven Jonas, der er chefredaktør på B.T.
PPS.: Apropos det med MGP, så er der internationalt Melodi Grand Prix i næste uge. Så lover jeg at være provokerende og perfid igen. Helt vildt meget.
Dokumentaren "Medina: Hele min historie" er i otte afsnit og kan følges på Kanal 5 og Discovery+, hvor de to første afsnit ligger nu. Filmudgaven kan ses samme sted 23. juni. For alle os, der ikke fik en billet til biografen.
Søren Baastrup er forfatter og freelancejournalist og Avisen.dk’s faste tv-kommentator Foto: Privat