Jeg har igen fået til opgave at informere Avisen.dk’s læsere om, hvad der sker i fjernsynet, så de ikke selv behøver at bruge tid på at se det. I dag handler det om DR’s Melodi Grand Prix, sendt fra Boxen i Herning, der lørdag aften var pyntet i blå og gule Brøndby-farver. Giver det ingen mening? Så bare vent til du hører om resten af showet.
Først optræder Fyr Og Flamme med "Øve os på hinanden". Derefter ankommer aftenens værter, Tina Müller og Martin Brygmann. Det skal senere vise sig, at de skulle have taget titlen på sidste års vindersang lidt mere seriøst.
Indrømmet, jeg har det en smule anstrengt med tv-værter, der bliver brugt for meget, og således også med Müller og Brygmann. Det hjælper ikke noget, at førstnævnte hver anden måned også optræder i et dameblad eller en avis, hvor hun altid fortæller den samme historie om sit valg om ikke at få børn.
Siden jeg sidst skrev for Avisen.dk har jeg været et smut omkring Ekstra Bladet. Der fik jeg en frygtelig ballade med en kønsløs redaktør, fordi jeg i en tv-anmeldelse skrev, at Tina Müller så liderlig ud. Det var faktisk en af begrundelserne for, at de smed mig på porten igen. Ja, det lyder vildt, men jeg var simpelthen for grov til Ekstra Bladet. Vi får dog ikke lignende problemer i dag, for Tina Müller ser forbløffende nedstemt ud. Og bedømt på sammensætningen af publikum er der er heller ingen fare for, at hun får børn med nogen af dem. Hvis I forstår.
Den første sang ud af otte er med Patrick Dorgan. "Vinden suser ind", hedder den, men det lyder mest som om, den suser ud.
– Du er nummer et, siger Brygmann til ham, og et øjeblik tror både jeg og Dorgan, at Brygmann er kommet til at afsløre, hvordan DR har fordelt stemmerne.
– Du synger på dansk. Hvilke overvejelser gjorde du dig, inden du besluttede det, spørger Müller ham.
– Om jeg kunne finde ud af det, svarer Dorgan, der tilsyneladende kom til den forkerte konklusion.
Kunstnerne er samlet i det, DR på godt dansk kalder deres green room. Det er normalt et rum backstage, hvor de kendte musikere sidder og venter, inden de skal optræde. Men i dag er rummet bare et hjørne af scenen, og der er ingen kendte. Der er heller ikke ret mange musikere.
Line, Kirsten og Anders fra P3 assisterer Müller og Brygmann som værter. Uden at fornærme nogen, så fornemmer man ikke, at showet som sådan kræver den store journalistiske bemanding, men DR skal jo brande sig selv. Jeg får ikke rigtigt fat i, hvad de tre radioværter laver, men de har vist været rundt i landet og snakke med folk om Grand Prix.
Den anden sang er Conf3ssions med "Hallelujah". Ja, de skulle smides ud af landet, bare for at stave det sådan, men desværre er de kridhvide. Der har været fem mennesker om at skrive sangen. Det kan man ikke høre. En af dem er Popstars-Jon. Han har angiveligt slået en mand med en stegepande, men har desværre ladt køkkengrejet blive hjemme under prøverne.
Hov, rettelse: Der er kun to fra P3 med. Line Kirsten er én person. Men til mit forsvar, så har hun altså makeup på for to. Martin Brygmann spørger hende, hvad folk ude i landet mener et godt Grand Prix skal indeholde.
– Sangene skal være nogle, man kan lide, siger Line Kirsten.
– Sådan skulle det også gerne være, siger Brygmann, og ligner en der pludselig godt ved, hvorfor aftenen er dømt til at mislykkes.
Sang nummer tre er duoen Der Var Engang med "En skønne dag". Den bliver præsenteret som et musikalsk kram, men virker mere som en lussing. Duoen består af Emma Pi og hendes far, Rasmus. Han ligner en creepy musiklærer, der værgemæssigt lander et sted mellem Prins Henrik og Josef Fritzl (slap af, det er for sjov). Emma var med i Børne-MGP for otte år siden. I ved, den der konkurrence, hvor man hver gang forbløffes over, hvor meget bedre børn er end voksne. Emma er desværre ingen undtagelse, og har de sidste otte år mistet næsten ligeså meget charme som både Pione Sisto og "Barnaby".
– Aftenens vinder findes ved hjælp af SMS-stemmer, app-stemmer, ugens stemmer og aftenens stemmer, fortæller værterne.
Ingen forstår, hvad det betyder, heller ikke dem selv, og de løbende udredninger giver ligeså meget mening som Putins forklaringer på, hvorfor han var nødt til at invadere Ukraine. Hov, apropos Ukraine, så var det derfor, Boxen var klædt i blå og gule farver. Brygmann interviewer nogle mennesker, der vist også er fra DR, der både forsøger at være jubelglade – og på samme tid forklare, hvorfor Rusland er smidt ud af årets internationale konkurrence. En konkurrence, som Ukraine lige nu er favoritter til at vinde, selvom ingen har hørt deres sang.
– Det er ligesom sport, siger Brygmann, og det har han jo ret i.
Altså, hvis det heller ikke var den bedste, der vandt i sport, men bare den der havde de fedeste forbindelser, de fleste krigsofre eller var sødest ved de homoseksuelle.
Sang nummer fire er Fuld Effekt og "Rave med de hårde drenge". Der er godt gang i den. Line Kirsten fra P3 sveder så meget, at hun beder om mere makeup. For Guds skyld, nej!
Sang nummer fem er Josie Elinor og Jack Warren. De er danskere, og jeg ved ikke, hvorfor de hedder noget engelsk. De er ganske tilforladelige, men apropos Josef Fritzl, så skal man have været lukket inde i mange år for ikke at høre det åbenlyse Justin Bieber-tyveri.
– Hvem af jer holder mest af Det Brune Punktum, spørger Martin Brygmann dem kækt.
Det gør Josie, viser det sig. Godt han ikke spurgte publikum. Så havde han stadig stået og talt hænder. Hvis I forstår. Igen.
Sang nummer seks, Morten Fillipsen med "Happy go lucky", fortsætter traditionen med at kopiere, denne gang noget Queen, inden Tina Müller præsenterer en af aftenens favoritter.
– Er I klar til et vaskeægte band, der spiller hver deres instrument, råber hun ekstatisk til publikum.
I kan godt selv høre, hvor sørgeligt det er, ikke?
Nå, men pigebandet Reddi, og "The Show" er en positiv overraskelse. Desværre er to af dem svenskere, og så er de jo nok feminister.
Ottende sang er med Christian Juncker, der bare kalder sig Juncker. Yngre læsere kender ham nok bedst som ham, der har lavet introsangen til "Kurs mod fjerne kyster". Han er ældste deltager og har set træt ud hele aftenen, så det er en raffineret form for mobning at sætte ham på sidst. Juncker virker ikke rigtig, som om han gider spille, ligesom Müller stadig heller ikke gider stille ordentlige spørgsmål.
– Hvor meget betyder musikken for dig, spørger hun ham.
Hvad regner hun med, han svarer? At han er fløjtende ligeglad, bare godt kan lide at hænge ud med de lækre Kløvedal-sønner og kun er taget til Herning for at plaffe shots på Crazy Daisy efter showet? Juncker fortæller, at hans yngste søn har frabedt sig at høre hans sang, fordi han ”hellere vil høre den på aftenen”. Nice try, kid.
Mens vi venter på afgørelsen er der alt godt fra havet med Abba. Altså, nogen, der synger Abbas sange, rolig nu. Produktionen får selv Stine Bramsen og Caroline Henderson til at lyde som en teaterkoncert på en efterskole, og det endda selvom DR har taget deres eget drengekor med. Pigekoret er vel også blevet krænket nok.
Line Kirsten og Anders afleverer stemmerne til Müller og Brygmann i en kuvert. Jeg ved ikke hvorfor, men alt vedrørende aftenens manus og replikker er småretarderet. Intet giver mening og ingen svarer på det, de bliver spurgt om. Bedst illustreret, da Müller interviewer tre jyder, som ligner nogen, der lige er stukket af fra en Kandis-dokumentar.
– Hvad er dine forventninger til finalen, spørger Müller den ene.
– Mine forventninger til finalen er, at vi bare skal bare have en verden, hvor vi holder sammen, siger han.
– Og det er fuldstændig rigtigt, siger Müller.
Efter en uigennemskuelig afstemning og nogle koks med DR’s Amiga-grafik, bliver Reddi kåret som fortjent vinder. Det kan pigebandet med de rigtige instrumenter være stolte af. De fleste andre, der har haft noget som helst med showet at gøre, burde til gengæld skamme sig.
Sidste år blev Dansk Melodi Grand Prix på grund af Corona afholdt uden publikum. Næste år burde man prøve uden tv-seere.