Den amerikanske sangerinde Lauryn Hill er nu igen på fri fod efter at have afsonet tre måneder i fængsel for skattefusk.
Hun blev løsladt fra fængslet i Connecticut i fredags.
- Fru Hill blev løsladt fra statsfængslet i dag efter at have afsonet sin dom. Hun blev løsladt adskillige dage før tid af flere grunde, blandt andet god opførsel. Hun starter nu sin etårige betingede dom, hvoraf hun skal tilbringe tre måneder i husarrest, meddeler sangerindens advokat, Nathan Hochman, ifølge AP News.
Lauryn Hill fik sit store gennembrud i 1990'erne som sangerinde i gruppen The Fugees, efterfulgt af et par solohits.
I det nye årtusinde søgte hun imidlertid væk fra musikbranchen og offentlighedens søgelys for i stedet at koncentrere sig om sine seks børn. Hun valgte at lade være med at betale skat, idet hun ikke ønskede at blive registreret offentligt.
Skattefar fandt imidlertid sidste år frem til den tidligere hiphopstjerne, som på det tidspunkt skyldte over 13 millioner danske kroner til det offentlige. Lauryn Hill erkendte sig skyldig og har siden juli måned afsonet sin fængselsdom.
Den 38-årige sangerinde arbejder på et comeback og har også udsendt en single under fængselsopholdet med titlen "Consumerism".
Newspaq