Nu havde vi lige vænnet os til masser af sol, mad på grillen og rosevin på terrassen. Men nu kunne det tyde på, at vi i stedet skal finde de tykke strømper, halstørklæder og huer frem igen.
Ifølge TV2 vejret er der i hvert fald et voldsomt vejrskifte på vej, der efter prognoserne rammer Danmark i den kommende weekend – flere af prognoserne spår således slud og måske endda sne. Skulle sidstnævnte ske, vil det være 42 år siden, det sidst sneede i Danmark så sent op foråret. Og når det gælder slud, skal vi 16 år tilbage for at finde et lignende tilfælde.
Danskerne kan ellers se frem til en forlænget weekend, da det som bekendt er Store Bededag på fredag, hvor størstedelen af befolkningen holder fri.
Og måske skal man tage helligdagen i brug, hvis der er planlagte projekter udenfor. Fredag bliver vejret nemlig normalt for årstiden, men lørdag begynder det at ændre sig, da en koldfront nærmer sig fra nordvest.
Fronten passerer Danmark natten til søndag og efterlader kold, arktisk luft over Danmark. Temperaturen bliver omkring otte grader, men med kraftig vind vil det føles meget koldere.
Søndag byder også på byger, og hvis de er kraftige nok, kan bygerne slå over i slud og i værste fald sne. Det vil i givet fald ske søndag aften, natten til mandag eller først på mandagen.