Mohamed Ibrahim er lidt af en solstrålehistorie. Han kom til Danmark for bare fire år siden som flygtning fra Somalia. Siden har han lært flydende dansk og fået job på Tican-slagteriet i Thisted. Ikke desto mindre står Mohamed til at blive udvist 13. januar.
Det har fået kollegerne på slagteriet op af stolen, for Mohamed er en enormt vellidt kollega.
- Det er ubegribeligt, at man ikke kan bruge sådan en mand i Danmark. Det kan jeg ikke forstå. Han er en ualmindelig rar fyr. Sprudlende og glad. Og han er meget integreret i vores samfund, siger Anni Vestergaard til Fødevareforbundet NNF.
Hun er kollega til Mohamed Ibrahim og støtter, lige som resten af medarbejderne på slagteriet, Mohamed i hans kamp om få lov til at blive i Danmark.
Cyklede 16 km på arbejde på flad pigecykel
Kim Christensen arbejder ligesom Anni Vestergaard sammen med Mohamed på slagteriet i Thisted, og han mindes en munter historie om Mohamed. Kim Christensen så en dag en mand i vejsiden på en flad pigecykel. Det viste sig, at være Mohamed.
- I stedet for at melde sig syg eller finde på en undskyldning, så cykler han de mange kilometer frem og tilbage på en halvflad pigecykel i regnvejr. Han yder, siger Kim Christensen til Fødevareforbundet NNF.
Fagboss blander sig i sagen
Men det er ikke kun kollegerne, som er frustrerede over situationen. Ole Wehlast er forbundsformand i Fødevareforbundet NNF. Han opfordrer i et debatindlæg politikerne til at sætte sund fornuft før politiske slagord.
- Det giver simpelthen INGEN mening at kræve at Mohamed skal rejse hjem. Han har gjort Danmark til sit hjem, og han har gjort alt, hvad det danske samfund har bedt ham om - og mere til.
- At Danmark ikke kan redde hele verden, er ingen vist i tvivl om. Men Mohamed skal ikke reddes - han kan fint klare sig selv, skriver han i debatindlægget.
Bente Sorgenfrey er formand for FTF, hovedorganisation for 450.000 offentligt og privatansatte, og hun er enig med Ole Wehlast. Hun skriver således på Twitter.