Skolebus kørte galt – to børn dræbt

Redningsarbejdere ved den forulykkede skolebus. (Foto: Ritzau Scanpix)

20 børn blev også hårdt såret ved ulykken i Tyskland

En tragisk ulykke har ramt Tyskland, da en skolebus fyldt med børn kørte galt. To børn mistede livet, og 20 andre blev alvorligt såret. Det samme gjorde bussens chauffør.

Ulykken fandt sted torsdag morgen, da børnene som sædvanlig var på vej i skole. På en isglat vej mistede chaufføren herredømmet over bussen, der kørte af vejen og endte i grøften.

Bussen var på vej til skolen i byen Berka  vor dem Hainich i delstaten. Vejene var meget glatte og en tæt tåge lå i området, hvor ulykken skete. Politi og redningshold var hurtigt til stede og fik bragt de sårede til et nærliggende hospital, ligesom elever og forældre på de forulykkede børns skole fik tilbudt krisehjælp.

– Jeg sørger over de dræbte og sårede børn, og min sympati går til deres familier, lød det i en udtalelse fra delstatens ministerpræsident, Bodo Stein ifølge det tyske netmedie, thelocal.de.

En lignende ulykke fandt samme dag sted nær den tysk/østrigske grænse. Her blev ni børn kvæstet, da deres skolebus af endnu uforklarlige årsager kørte ind i et træ. Ingen af børnene i denne ulykke skulle være i livsfare, men chaufførens skader er alvorlige.