Skat København ventede med at udlevere afgørelsen i Stephen Kinnocks skattesag, fordi Skatteministeriets daværende departementschef, Peter Loft, ville være i landet, når den såkaldte agterskrivelse blev givet til Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnock.
Det bekræfter afdelingsleder Hanne Dahl Kofoed, Skat København, torsdag i Skattesagskommissionen.
- Jeg mener, der var noget med, at vi skulle afvente, at departementschefen kom tilbage fra rejse i udlandet, før vi måtte sende agterskrivelsen, siger Hanne Dahl Kofoed, der var blandt sagsbehandlerne på Kinnocks skattesag.
Hun fortæller også, at det var Koncerncentret, altså Skatteministeriet, og ikke Skat København, der i første omgang ville have Skat til at skrive til Stephen Kinnock og Helle Thorning-Schmidt om sagen.
- Var der overvejelser om betimeligheden i, at I skrev til Helle Thorning-Schmidt? spørger kommissionens udspørger, Lars Kjeldsen.
- Ja lidt. Det mente vi nok egentlig ikke, vi skulle have gjort, svarer Hanne Dahl Kofoed.
- Er det sædvanligt, at man skriver til skatteydere på baggrund af presseomtale?
- Nej. Men det var en usædvanlig situation. Så var det måske naturligt at rette henvendelse til ham selv.
- Ved du, om Koncerncentret var inde over den overvejelse om at skrive et brev til Stephen Kinnock?
- Det mener jeg godt, de ville have vi gjorde, siger Hanne Dahl Kofoed.
Hun er den anden af to afdelingsledere fra Skat København, der afgiver forklaring i kommissionen torsdag.
Tidligere på dagen forklarede afdelingsleder Inger Sommer Hansen blandt andet, at hun godt kunne fornemme, at noget var i gære omkring Skat København og behandlingen af sagen i 2010.
- Ved en enkelt lejlighed spørger jeg Lisbeth Rasmussen (skattedirektør fra Skat København, red.), hvad det er, der foregår. Hun svarer: Er du sikker på, du vil vide det? Nej, svarer jeg, forklarer Inger Sommer Hansen, der var med til at behandle sagen.
- Jeg har haft på fornemmelsen, at jeg skulle holde mig i uvidenhed. Jeg skulle bare sørge for, at sagen var tilstrækkeligt oplyst.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.