Københavns Politi rykkede sent fredag eftermiddag talstærkt ud til Valby efter flere anmeldelser om skyderi.
Fredag aften bekræfter politiet, at der er blevet skudt på Valbygårdsvej.
- Vi har fundet nogle få afskudte patronhylstre, men vi har ikke meldinger om, at nogen skulle være ramt, siger vagtchef Kristian Rodin.
Anmeldelserne om skyderiet kom klokken 17.21.
- Vidner hørte skyderi og så en gruppe på tre-fire unge løbe fra stedet. Samtidig kørte en bil afsted i den modsatte retning, fortæller vagtchefen.
Motivet til skyderiet står noget hen i det uvisse.
- Vi ved ikke rigtigt, hvad der ligger bag. Det er muligvis to grupper, der er kommet op at skændes, og så har nogen skullet manifestere sig ved at skyde. Der er dog intet, som tyder på, at der er tale om bandeopgør, siger Kristian Rodin.
Kort før klokken 21 er ingen anholdt i forbindelse med skyderiet. Men vagtchefen er fortrøstningsfuld med hensyn til opklaring af sagen.
- Vi er i fuld gang med efterforskningen og har lidt at gå efter. Vi er i gang med at sikre spor og kigger desuden blandt andet på videoovervågning i området, fortæller Kristian Rodin.
/ritzau/