Det ønsker et flertal af irakerne efterhånden. Det er så nemt for os - især etniske danskere – at råbe demokrati uanset hvad.
Da jeg voksede op i en flygtningelejr, stod demokrati ikke øverst på dagsordenen. Det gjorde derimod overlevelse og retfærdighed for den palæstinensiske sag. Det samme gør sig i dag gældende for irakerne. Bushs og Foghs korstog for »demokrati« i Irak slog fejl, den dag de invaderede landet. Irak er endt i et stort sort hul, som det vil tage landet generationer at redde sig op fra.
Irak er i dag styret af en sekterisk marionetregering, der kun beskæftiger sig med én ting – nemlig hævn. Saddam var en diktator. Alligevel foretrækker mange irakere et Saddams Irak frem for det kaos og anarki, som besættelsesmagterne har skabt.
Demokrati kan og skal på ingen måde gradbøjes. MEN i dagens Irak vil de sørgende og lidende nok blæse på stemmeret og demokrati. De bekymrer sig langt mere om at skaffe brød på bordet og om at komme sikkert hjem, når de – især i Bagdad – vover sig ud.
Det er sandheden i dagens Irak. Alt andet end demokratisk og alt andet end et sikkert land at bo i.
At være demokrat er for mig at se netop ensbetydende med at bekæmpe uretfærdigheden i verden.