Hvordan er de nye regler for familiesammenføring?
Det er integrationsminister Birthe Rønn Hornbech og Dansk FolkePartis Peter Skaarup nu grundigt uenige om.
I en kronik i Berlingske Tidende skriver Birthe Rønn Hornbech, at det vil være nok, at et af følgende punkter er opfyldt: En uddannelse, erhvervserfaring eller kunne tale et af verdenssprogene på højt niveau.
Men det er Peter Skaarup bestemt ikke enig i.
"Det er ikke nok at kunne et enkelt verdenssprog," siger han til Berlingske.
Birthe Rønn Hornbech går endda så langt, at man kan kombinere kravene.
"Opfylder man ikke et af disse krav, vil der være mulighed for at kombinere færdighederne og alligevel opnå ægtefællesammenføring," skriver hun.
Eksperter vurderer parternes opgør til at være en del af spillet om, hvor stramme kravene egentlig kommer til at være i praksis.
Embedsmændene har nemlig ikke fundet på de helt præcise formuleringer endnu.