En sag, hvor en tidligere senioranklager blev dømt for at lyve over for Østre Landsret og for at anspore tre politiagenter til at gøre det samme, har skadet befolkningens tillid til anklagemyndigheden.
Sådan lyder det i en udtalelse fra rigsadvokat Jan Reckendorff.
Tidligere senioranklager Trine Sorgenfri blev 19. november idømt fire måneders fængsel - heraf tre betinget - for at lyve over for Østre Landsret og for at anspore tre politiagenter til at gøre det samme.
Til gengæld blev hun frifundet for mulig påvirkning af politividners forklaringer i forbindelse med en sag om hashsalg på Christiania.
Anklagemyndigheden oplyste tirsdag, at dommen ikke bliver anket.
Borgerne i Danmark skal altid kunne stole på, at anklagemyndighedens medarbejdere hver eneste dag arbejder for retfærdighed, når de behandler små og store straffesager, skriver rigsadvokaten i en kommentar.
- Derfor har anklagersagen gjort ondt – fordi borgerne kom i tvivl om, hvad vi står for i anklagemyndigheden. Alene det faktum, at der kan stilles spørgsmål ved vores troværdighed er alvorligt.
- Anklagersagen har skadet borgernes tillid, fastslår rigsadvokat Jan Reckendorff,
Retten på Frederiksberg rettede i forbindelse med dommen også kritik af anklagemyndigheden.
Her var der ikke klare regler og normer for, hvordan kontakten med agenterne måtte være. Retten anførte desuden som en formildende omstændighed, at Trine Sorgenfri havde været under et stort arbejdspres og manglet ledelsesmæssig støtte.
- Men når det handler om vores ordentlighed – så handler det faktisk ikke om arbejdspres eller ressourcer.
- Så handler det om, at den enkelte leder og medarbejder påtager sig det vigtige ansvar at sikre den anklagerfaglige kvalitet og ordentlighed i hver eneste sag, lyder det fra Jan Reckendorff, der vil styrke fokus på god ledelse og den interne kultur.
Han erkender, at fejl ikke kan undgås, og når de sker, skal der være åbenhed om det.
- Vi må aldrig dække over det. Eller komme med bortforklaringer. Vi skal være ordentlige, hedder det i rigsadvokatens udtalelse.
Anklagemyndigheden har ifølge Jan Reckendorff allerede taget ved lære af sagen.
Alle ledere og medarbejdere har været i dialog med hinanden om "god opførsel".
Desuden er reglerne for vidnekontakt blevet skærpet, og der er lavet nye retningslinjer for straffesager, hvor der bliver brugt politiagenter.
/ritzau/