Ailin Graef er blevet mangemillionær
på at sælge ejendomme, der ikke findes, i verdener, som ikke eksisterer.
For 30 måneder siden betalte hun et
adgangsgebyr på 60 kroner for at blive lukket ind i online-verdenen Second Life.
Nu er hun god for over fem millioner
gode danske kroner.
Ailin Graef er det ypperste eksempel
på en udvikling, der netop nu er ved at accelerere amok.
Verdens største virksomheder har
forlængst åbnet filialer og både amerikanske politikere, Nobelprismodtagere og
musikere som Duran Duran har optrådt i Second Life.
»Jeg er overbevidst om, at den næste
forretningssucces på niveau med Google kommer fra virtuelle verdener,« siger
Mads Thimmer, der er leder af tænketanken Innovation
Lab.
Han er langtfra alene med så vilde
visioner. Den amerikanske lektor Edward Castronova, der har specialiseret sig i
virtuel økonomi, skriver i bogen ’Synthetic Worlds, the business and culture of
online games’, at virtuel valuta vil blive en fast integreret del af verdens
valutamarkeder i løbet af ganske kort tid.
For to år siden omsatte 10 millioner
indbyggere i online verdener for to milliarder dollars. Netop nu har Second Life
1,5 millioner indbyggere. Men Second Life er langt fra den eneste virtuelle
verden. Online-spillet World Of Warcraft er med sine 7,5 millioner indbyggere et
større rige end Danmark. Begge disse verdener var kun i deres vorden for to år
siden.
Med andre ord er antallet af
indbyggere, der handler indbyrdes i online-verdener, eksploderet på to år.
Blandt alle de mange mennesker vrimler det med indbyggere, der forsøger at tjene
en skilling.
I Second Life er for eksempel
prostitution blevet et udbredt erhverv, og en mand har endda påtaget sig det
tunge hverv at teste og anmelde de prostitueredes kunnen.
Men de er dog rene småfisk i forhold
til giganten i de virtuelle verdener. Tidligere i år var Anshe Chung, som Ailin
Graef kalder sig i Second Life, på forsiden af magasinet Business Week.
Hun har gennem 30 måneder opkøbt
enorme landområder i Second Life.
Derefter har hun udstykket dem i
parceller og solgt dem til nye indbyggere i verden. Ud over at de kan placere
deres digitale alter ego på solterrassen med udsigt over Second Lifes oceaner,
kan de også opkræve skat fra folk, der opholder sig på deres jord, eller sælge
videre på det accelererende boligmarked.
I dag har Ailin Graef over 20
medarbejdere, der arbejder på kontorer over hele verden, også i filialerne i
Second Life.