Domino's Pizza har i den seneste tid tiltrukket sig en række overskrifter på grund af klamme forhold i kædens restauranter.
Fødevarestyrelsens Rejsehold var tidligere på måneden på uanmeldt besøg hos den lokale Domino's i Ballerup, og i kontrolrapporten kunne man blandt andet læse, at de ansatte brugte vand fra en stor sodavandsflaske til at at skylle numsen efter toiletbesøg.
Hos Domino's Pizza på Vesterbro i København blev der fundet rottelort, og en større aktion fra Fødevarestyrelsens rejsehold viste, at der i 15 af de 30 butikker var gammelt mad, hvor datomærket enten manglede eller var misvisende, så alderen på maden ikke kunne fastlægges.
Der var så klamt hos Domino's Pizza i Næstved, at Fødevarestyrelsens rejsehold valgte at lukke ned for butikken, hvor man også skød en rotte på lageret. Restauranten åbnede dørene igen efter et par dage.
Men i den sydsjællandske by kan man i disse dage se, at vinduerne til restauranten er dækket til med brunt papir. Sådan har det nu været i et par uger, og ifølge Sjællandske er der ikke noget, der tyder på, at Domino's i Næstved åbner igen lige foreløbig.
Der foregår nemlig en temmelig omfattende renovering bag det brune papir.
- Vi er i gang med en ombygning og forbedring af butikken. Vi forventer, at den vil åbne senere i år eller kort efter nytår, oplyser en talsperson for pizzagiganten til det regionale medie.
Den omfattende renovering sker blot et år efter åbningen, og det har ikke været muligt for avisen at få oplyst, hvad der konkret skal laves ved renoveringen.
- Naturligvis kan der ske fejl i hverdagen, og vi arbejder fortsat målrettet mod at få så mange elite smileys og glade smileys som muligt, oplyste Domino's Pizza tilbage i juli måned i forbindelse med Fødevarestyrelsens mange besøg hos kædens restauranter.