Regeringen lægger i sit udspil til en finanslov op til at droppe de planlagte besparelser på Danmarks Radio fra 2022.
Det fremgår af et udspil til finansloven, skriver Politiken.
Ritzau har set udspillet. Her fremgår det, at der lægges op til at prioritere midler til "velfærd, grønne initiativer samt en kommende medieaftale, der omfatter annullering af de forudsatte besparelser på DR's bevilling i 2022 og frem".
De første besparelser er gennemført, efter at VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti i 2018 vedtog at beskære DR med 20 procent.
Men anden runde af besparelserne lægger regeringen altså op til at droppe.
Kulturminister Joy Mogensen (S) sagde tidligere i august, at det for hende er vigtigt at styrke dansk public service. For ministeren handler det blandt andet om at få mediebrugerne til ikke bare at søge til de medier, hvor de bekræftes i deres holdninger, lød det.
- Det er rigtig vigtigt, at vi får prioriteret vores public service-midler derhen, hvor de kan medvirke til at underbygge nysgerrigheden på hinandens forskellige steder. Det handler ikke så meget om, hvem der producerer det, men hvordan de får skabt de der møder.
- DR er en væsentlig institution i at producere og sikre, at befolkningen også føler, at de på en relevant måde har adgang til public service, sagde Joy Mogensen.
Regeringen præsenterer sit udspil til en ny finanslov mandag.
Regeringen vil blandt andet afsætte 9,2 milliarder kroner på finansloven for næste år til yderligere økonomiske tiltag på grund af coronakrisen.
Derudover fremgår det også af udspillet, at regeringen budgetterer med et underskud på 0,5 procent af bnp, bruttonationalproduktet, på de offentlige finanser næste år.
I henhold til budgetloven er netop 0,5 procent af bnp det maksimalt tilladte underskud, der må være på de offentlige finanser.