Planerne om et modtagecenter for asylansøgere i det østafrikanske land Etiopien er lagt på hylden.
Det har udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) ifølge Jyllands-Posten orienteret en række af Folketingets partier om.
Afblæsningen af planen skulle være den konflikt, der udspiller sig i provinsen Tigray, der ligger i det nordlige Etiopien.
Her slås etiopiske regeringstropper mod Tigray Folkets Befrielsesfront (TPLF) i en konflikt, der har sendt flere end 350.000 mennesker ud i hungersnød.
Ud over Etiopien var Egypten og Rwanda også på bordet som mulige værtslande for et dansk modtagecenter.
Og især sidstnævnte er stadig en aktuelt mulighed, erfarer Jyllands-Posten.
Avisen skriver, at regeringen har planer om at sende embedsmænd og diplomater på endnu et besøg til det centralafrikanske land.
Selv om hverken Mattias Tesfaye eller udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) skal med på besøget, er det ifølge Jyllands-Posten netop modtagecenteret i Rwanda, der er på dagsordenen for mødet.
Ministeriet bekræfter over for Jyllands-Posten, at embedsmænd besøger Rwanda, men vil ikke oplyse, hvornår der er møde med den rwandiske regering.
- Ministeriet kan bekræfte, at der pågår løbende dialog med Rwanda, herunder også i form af embedsmandsrejser til landet, skriver ministeriet.
Selv om der endnu ikke foreligger en bindende aftale mellem de to lande om at oprette et dansk modtagecenter i Rwanda, vedtog Folketinget den 3. juni en lov, der gør det muligt at sende asylansøgere på et modtagecenter i udlandet, mens deres asylansøgning bliver behandlet.
Vedtagelsen fik kritik fra EU-Kommissionen, der stiller spørgsmål ved, om løsningen overhovedet kan lade sig gøre.
- Det rejser spørgsmål om både adgangen til asylprocedurer og effektiv adgang til beskyttelse, sagde en talsmand.
/ritzau/