FC Barcelona blev tirsdag aften slået med 0-4 ude mod Paris Saint-Germain i Champions League.
Selv om den slags nederlag hører til sjældenhederne for Barcelona, så er Real Madrid-stjernen Sergio Ramos ikke overrasket over rivalens nedtur.
- Det er jeg ikke.
- Det viser bare, at alle hold betaler dyrt for en skidt kamp i Champions League. PSG spillede en stor kamp og lagde et hårdt pres oppe foran, siger Sergio Ramos ifølge ESPN.
Real Madrid-spilleren bliver også spurgt, om Barcelonas store nederlag gør ham glad.
- Det vil jeg ikke sige nej til.
- Jeg ønsker ikke at se mine venner lide, men det er klart, at jeg ønsker heller ikke, at Barcelona vinder, siger Ramos.
Forsvarsgeneralen kender flere af Barcelonas spillere fra det spanske landshold.
Modsat Barcelona er Real Madrid godt på vej videre til kvartfinalerne i Champions League efter en 3-1-sejr onsdag aften over Napoli.
De italienske gæster kom tidligt foran, inden madrilenerne kæmpede sig tilbage. 20 minutter før slutfløjt humpede Sergio Ramos fra banen med en skade.
- Jeg slog min hofte. Jeg fortsatte så lang tid, jeg kunne, og indtil vi havde et godt resultat.
- Nu må jeg få det testet. Jeg håber ikke, at det er noget muskulært, siger Ramos.
/ritzau/