Randers FC måtte søndag se sig besejret på hjemmebane, da Brøndby IF slog jyderne med 1-0. Brøndbys mål kom efter et indlæg fra venstre side af Quincy Antipas, hvor Simon Makienok steg til vejrs og headede gæsterne foran.
Randers-keeper David Ousted så ikke helt heldig ud i situationen, og manden, der før kampen blev kåret som månedens spiller i Superligaen, tager da også alt ansvar for målet.
- Jeg misbedømte situationen og tager målet på min kappe. Jeg ville gerne ud og hjælpe mit forsvar med at styre feltet, men i dag glippede det, siger han.
Den ellers så giftige Randers-angriber Ronnie Schwartz manglede ligeledes skarpheden, og efter kampen var han da heller ikke videre tilfreds med hjemmeholdets præstation.
- Jeg synes, Brøndby kom med mere gejst end os, og de var bedre rent fysisk.
- I dag stod vi simpelthen ikke distancen. Vi var på hælene hele kampen og fik ikke sat det spil, vi gerne ville. Brøndby slog mange lange bolde op på Simon Makienok, og det gør han sgu godt, siger Ronnie Schwartz og tilføjer:
- Vi fik ikke spillet os frem til det helt store, måske som konsekvens af, at vi ikke spillede ret godt. Men vi havde da et par stykker, vi skal score på. Men skarpheden var der ikke i dag.
Randers skal i aktion igen allerede på onsdag, hvor der står pokalfodbold på menuen. Næste kamp i Superligaen for randrusianerne er i næste weekend, hvor Esbjerg er modstanderen på udebane.
/ritzau/