Igen er der fejl i Banedanmarks systemer, der viser informationer om tog på skærme, laver automatiske højtaleropkald og holder Rejseplanen opdateret med ændringer.
Det oplyser Banedanmark og DSB.
Banedanmark oplyser, at problemet er på enkelte stationer med fjerntog. Her kan passagerer altså opleve, at informationen på skærmene ikke er korrekt.
Der skal ikke være problemer på stationer med s-tog.
Banedanmark oplyser, at dets leverandør arbejder på at løse problemet.
Der er kort efter klokken 18 ikke en prognose for, hvornår problemet er løst. Men Banedanmark håber, at det kan være løst fredag aften.
For en måned siden var der også problemer med infoskærme og højtalerudkald, der meldte om tog, der var forsinkede, selv om de egentlig kørte til tiden.
/ritzau/