En 59-årig bosnisk mand stak i december 2008 den 45-årige hjemmehjælper Hanne Dahl ihjel i Thisted.
Det har han tidligere indrømmet i retten.
Men i dag begynder så en ankesag ved Vestre Landsret i Viborg. Manden, der er dømt til indlæggelse på en psykiatrisk afdeling på ubestemt tid, mener nemlig, han har krav på erstatning.
"Han har gjort brug af den ret, som alle andre har, til at anke en sag. På den anden side, så tror jeg ikke, at man i Landsretten vil ændre noget ved resultatet," siger forsvarer Allan B. Møller til P4 Midt & Vest og fortsætter:
"Det mentale stadie, han er i, gør det vanskeligt at pege på, hvad det er, han gerne vil. Men han mener, det er ham, der skal have en erstatning i stedet for."
Motivet til at slå Hanne Dahl ihjel var, at hun angiveligt skulle have forgiftet den 59-åriges kone i 2004.
Ifølge manden er der vidner til forgiftningen, og det er dem, der i dag og i morgen vil blive afhørt i retten.
"De har reelt ikke noget med den sag at gøre. Men min klient er af den opfattelse, at dem skal han have lov til at høre," siger Allan B. Møller.
Konen døde dog af kræft, og der er ikke noget andet, der tyder på, at der skulle være foregået en forgiftning af hende.
Sagen afsluttes i Vestre Landsret i Viborg i morgen.