Skilsmissen mellem Storbritannien og EU er lang og smertefuld - og forhandlingerne trækker ud.
EU-præsident Donald Tusk lægger i sin invitation til et topmøde i Salzburg onsdag og torsdag op til, at der kan holdes et ekstra topmøde om brexit i november.
- Vi skal drøfte, hvordan vi organiserer den sidste del af brexit-forhandlingerne, herunder muligheden for at indkalde til et ekstra topmøde i november, skriver Tusk.
Aktuelt er der et par store knaster i processen. Den største er, hvordan man skal håndtere grænsen til EU-landet Irland.
I juni 2016 stemte et snævert flertal af de britiske vælgere for, at Storbritannien skal forlade EU.
Siden blev den formelle udmeldelse via EU-traktatens artikel 50 aktiveret, og briterne forlader formelt unionen 29. marts næste år.
Parterne er blevet enige om en overgangsperiode frem til udgangen af 2020. Briterne vil i den periode stå uden for politisk indflydelse, men mange af medlemskabets betingelser vil fortsat gælde.
/ritzau/