De første er allerede begyndt at overveje at finde et andet job.
Selvom Rigshospitalets godt 300 portører fredag eftermiddag genoptog arbejdet efter mere end et døgns strejke, er udsigterne til en løsning på konflikten med Danske Regioner rykket længere væk.
»Jeg begynder at få de første forespørgsler fra folk, der vil vide, hvordan mulighederne er for at søge væk,« siger portørernes fællestillidsmand, Claus Poulsen.
Portørerne strejker, fordi de er utilfredse med, at Danske Regioner vil tvinge dem over på en ny overenskomst med fagforbundet FOA, og at de dermed mister retten til selv at forhandle løn.
Ifølge Claus Poulsen har der ikke været kontakt til Danske Regioner siden julen.
»Men jeg håber da, at det vil ske i løbet af weekenden. Ellers kan jeg godt frygte, at strejken fortsætter mandag,« siger Claus Poulsen.
Portørerne afblæste fredag strejken, fordi de ikke ønskede at tage patienterne som gidsler i konflikten henover weekenden.
Under strejken bliver portørernes opgaver varetaget af et særligt nødberedskab. Det betyder blandt andet, at medarbejdere fra administrative stillinger midlertidigt hopper i portørernes træsko.
Portørerne indledte strejken torsdag morgen klokken ti.