En omstridt reform af Polens højesteret trådte i kraft tirsdag, hvorved en tredjedel af dommerne - deriblandt højesteretspræsident Malgorzata Gersdorf - kan blive tvunget til at gå af på grund af en ændret pensionsalder.
Denne er ændret fra 70 år til 65 år.
I et åbent opgør med højesteretsdommerne meddelte Polens regering tirsdag, at Gersdorf træder tilbage, Men hun modsætter sig og insisterer på, at hun i henhold til polsk grundlov skal sidde frem til 2020, hvor hun fylder 70 år.
Men en regeringskilde tæt på præsident Andrzej Duda siger, at hun ikke har noget valg.
Den konservative regering har drevet den omstridte lov gennem nationalforsamlingen i Warszawa.
EU-Kommissionen mener ikke, at den nye polske lov lever op til EU's standarder for uafhængige retssystemer.
- Kommissionen er af den opfattelse, at disse tiltag underminerer princippet om retssystemets uafhængighed, hedder det i en pressemeddelelse fra EU-Kommissionen.
Ifølge den nye polske lov kan nuværende højesteretsdommere bede om at få deres mandat forlænget ud over den nye pensionsalder. Det er så op til den polske præsident at afgøre, hvilke højesteretsdommere han i givet fald vil forlænge.
Loven kan med ét slag betyde, at 27 ud af 72 højesteretsdommere kan blive tvunget til at træde tilbage. Dette indebærer, at regeringen skal udnævne nye dommere, hvorved den får større politisk kontrol over Polens øverste domstol.
Den umiddelbart forestående implementering af de nye pensionsregler i Polen har fået EU-Kommissionen til at iværksætte en hastesag, siger kommissionens talsmand, Margaritis Schinas.
EU-Kommissionens beslutning kan medføre, at Polen bliver idømt bøder og i værste fald kan landet miste sin stemmeret i EU's ministerråd.
/ritzau/AFP