En meget omtalt sag om flere end 1000 unges formodede deling af videoer med børneporno er tilsyneladende langt fra enestående.
Tirsdag oplyser Østjyllands Politi, at man har sigtet fire unge i en ny sag om en video med seksuelt indhold. På videoen optræder en 13-årig pige og en 14-årig dreng, begge fra Aarhus.
Sagen begyndte 12. januar, hvor Østjyllands Politi blev bekendt med, at der florerede en sexvideo med mindreårige blandt unge i den nordlige del af Aarhus.
Videoen blev første gang delt 11. januar via et socialt medie og er derefter blevet delt videre til et endnu ukendt antal unge mennesker.
- Vi er i fuld gang med at efterforske sagen og har foreløbigt sigtet fire unge mennesker i alderen 14-16 år. Flere kan følge efter, som vores efterforskning skrider frem, siger politiinspektør René Raffo.
- Vi opfordrer kraftigt til, at man henvender sig til os, hvis man modtager den pågældende video, og at man under ingen omstændigheder deler den med andre, lyder det videre.
De fire sigtede er alle fra Aarhus. Der er tale om en 14-årig dreng, en 14-årig pige, en 15-årig dreng og en 16-årig dreng.
Da flere af de sigtede er således yngre end den kriminelle lavalder, vil sigtelserne aldrig kunne blive konverteret til tiltaler og siden domme.
Derimod vil deres sager blive overdraget til andre myndigheder.
Østjyllands Politi oplyser, at man har indledt et samarbejde med Nationalt Cybercrime Center (NC3) for at sikre, at videoen ikke fortsat bliver delt.
I den forbindelse har man desuden været i dialog med flere sociale medier og Aarhus Kommune.
/ritzau/