Ritzau
Opdateret kl. 19:12
En bilejer opdagede tidligt fredag morgen, hvordan en ukendt mand forsøgte at løsne hjulboltene på hans bil i det nordlige Aarhus.
Det var lidt efter klokken fire, at en mand iført mørk hættetrøje var i færd med at skrue boltene løs på en bil, der stod parkeret på Gyldenløvesgade, oplyser politiet.
Hærværksmanden sad på en grøn mælkekasse og benyttede sig af en topnøgle.
Bilejeren, der er 49 år, var tidligt oppe, fordi han var på vej på arbejde. Han råbte op, men gerningsmanden smed topnøglen fra sig og stak af til fods.
Forsøget på at løbe gerningsmanden op mislykkedes dog, fremgår det af en døgnrapport, som Østjyllands Politi har offentliggjort.
Her kan man dog læse et signalement: Manden har sort hudfarve, er cirka 190 centimeter høj og var iført mørk hættetrøje og grå knickers. Politiet er interesseret i at høre fra folk, der har set manden.
Adskillige bilejere over hele landet har tidligere i år rapporteret om løsnede bolte, og i nogle tilfælde har det udløst farlige situationer.
/ritzau/