Politiet er overrasket over fund af knap tre kilo narkotika og 350.000 kroner i kontanter efter et par dages ransagninger på Samsø.
Specialpatruljen ved Østjyllands Politi har gennem nogen tid fået flere oplysninger om, at der bliver solgt en del hash på Samsø.
Det førte til, at politiet fik tilladelse af Retten i Aarhus til at ransage to adresser på øen i denne uge, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
- Da specialpatruljen mandag ankom til øen, begyndte rygterne dog at løbe, og det førte til flere tip om, at politiet burde undersøge andre adresser, skriver politiet.
- I løbet af mandag og tirsdag besøgte politiet i alt fem adresser, hvor der blev fundet overraskende store mængder narkotika og en del kontanter, der er tjent ved hashhandel, lyder det fra ordensmagten.
I alt blev der fundet knap 2 kilo hash, 728 gram skunk, 38 gram marihuana og 350.000 kroner i kontanter.
Det beslaglagte narkotika vil blive destrueret, mens kontanterne havner i statskassen, fordi de er tjent ulovligt ved hashhandel.
/ritzau/