Kender du noget til manden på billedet?
Så vil Københavns Politi meget gerne tale med dig.
Manden er nemlig efterlyst i forbindelse med flere røverier i december, hvor der blev truet med kniv i 7-Eleven-butikker.
Manden er formodet gerningsmand i sagen, oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.
Røverierne blev begået mod 7-Eleven på hjørnet af Borups Alle/Nordre Fasanvej og et enkelt røveri mod 7-Eleven på hjørnet af Nordre Fasanvej/Finsensvej på Frederiksberg i perioden mellem den 6. og 12. december.
Politiet har udsendt følgende signalement: (se desuden foto herunder)
- Mand
- Afrikansk afstamning, muligvis somalier
- 20-25 år
- 175-185 cm høj
- Spinkel
- Hageskæg
- Iført sorte sko med hvide såler, blå jeans, sort jakke med røde ærmer og sort hætte af mærket ’Converse’ (mærke på tværs af venstre bryst).
Artiklen fortsætter under billedet:
Foto: Københavns Politi
Manden var under røverierne maskeret med hvidt klæde for munden. Han medbragte desuden en større køkkenkniv med sort skaft ved samtlige røverier.
- Vi hører meget gerne fra borgere, der ved, hvem han er, eller som ligger inde med andre oplysninger i sagen. Da der er tale om en farlig gerningsmand, skal man ikke selv forsøge at kontakte eller tilbageholde ham, men straks kontakte politiet, hvis man ser ham, siger politikommissær Jan V. Larsen fra Københavns Politi.
Hvis du har set denne mand eller har oplysninger om sagen, bedes du kontakte Københavns Politi på telefon 114.