Tidligt fra morgenen sankthansdag bliver den første friske buket blomster sat i vand foran Pernille Oldenborg Linds gravsten. Tallene på stenen viser, at hun ikke nåede at blive ældre end 14 år. Vinden rykker i de lilla stedmoderblomster, og den lille sommerfugl, der hænger fra træet lige over stenen, ser ud som om den flyver, selvom den er lavet af plastik.
Pernilles mor, Annelise Lind, sætter sig på bænken af sten på gravstedet om formiddagen. Hun har også en buket med. Og tusind spørgsmål der denne dag brænder endnu mere intenst end de andre dage. Et af dem giver genlyd igen og igen.
»Hvorfor skulle du dø?«
Svaret er vindens hvislen i det store birketræ, der lader grenene feje mod jorden, som store fangearme, der aldrig fanger noget.
»Åh nej, den dag«
På gravstenen sidder et billede af Pernille, hvor hendes øjne er triste. Ansigtet ligner en engels. Præcis det samme billede hænger på opslagstavlen i byens pizzeria. Her plejede Pernille at arbejde efter skole.
Om eftermiddagen, da ejeren, Marcello Imperatore, låser døren op, vælter tankerne ind over ham.
»Åh, nej, det er den dag,« tænker han for sig selv.
Den dag for præcis to år siden, hvor Pernille gik hjem fra sit arbejde og fire en halv time senere blev fundet død. Hængt op i et lagen siddende på gelænderet i sit eget hus.
Hun grinede
Marcello er holdt om med at tale med sine kunder om Pernille. Det gør ondt i ham, hver gang de spørger ham om den smukke pige på billedet. Der har været flere, der tror, at hun var hans datter. Det var hun ikke af blod, men han opfattede hende som sit eget barn.
Han smiler ved sig selv, da han kommer i tanke om de sidste timer, han var sammen med hende den dag for to år siden. Hun havde sparket ham over benene og trådt ham på de nye, hvide træsko, mens hun havde grinet. Sådan husker han hende.
»Jeg elsker dig SÅ meget,« plejede hun at sige til ham, mens hun slog ud med begge arme, så hun ramte ham i ansigtet.
Han tror ikke et sekund på, at hun har begået selvmord.
Sankthansaften vil altid være en aften, hvor hun er i hans tanker. En aften, hvor han stiller sig selv spørgsmålet, hvorfor hun skulle dø.
Tiden er gået
På byens grønne område Bytoften sætter borgerne ild til sankthansbålet, da eftermiddagen er blevet til aften. Sangen om fred til lands svæver op fra folkemængden sammen med gløderne fra det blussende bål. Mellem de unge sidder 15-årige Nadja Wagner og ser ind i flammerne. Hun er heller ikke i stand til at glemme pigen med det lange mørke hår og de store, smukke øjne. Netop i dag har hun tænkt på, at det er utroligt, at det er to år siden, Pernille døde. Tiden er gået så stærkt.
Men minderne om Pernille går ikke væk. Nadja Wagner boede næsten lige ved siden af Pernille, og den aften, for præcis to år siden mødtes de to piger, da Pernille gik hjem fra sit arbejde på pizzeriaet. Samtalen står lige så klart for Nadja, som hvis det var sket for en time siden. Pernille var glad, og nabopigen tror ikke et øjeblik på, at hun gik hjem og tog sit eget liv. Men hvad skete der så? Hun ved det ikke.
Deres eget barn
Et par hundrede meter fra bålet på Bytoften har beboerne i Gyvelparken tændt deres eget lille sankthansbål. Det var her, Pernille boede sammen med sin mor og far. Familien Sinanovic kan heller ikke lade være med at tænke på, at denne aften er det to år siden. To år siden de så hende for sidste gang. De var vandt til, at Pernille kom og gik i deres hjem, som om hun var et af deres egne børn. Det skete ikke sjældent, at de kunne høre Pernille løbe op ad trapperne, selvom hendes bedste veninde Adnana ikke var hjemme.
Så lå hun bare og så fjernsyn, indtil Adnana kom hjem. Forældrene snakker dæmpet om den pige, som ikke kommer på besøg mere.
»Det gør ondt at tænke på hende, når hun ikke er her mere,« siger Adnanas far.
»Hun er her stadig. Hun er alle steder på Adnanas værelse,« siger Adnanas mor med henvisning til alle billederne, der står i rammer på hylder og borde.
Klokken bliver ti om aftenen, og mørket i gangen er så massivt, at det kun er muligt at skimte omridset af den potteplante, der står i hjørnet på 1. sal. Udenfor er himlen blå, fordi vinden har blæst skyerne væk. Politiet siger, at Pernille selv hentede lagnet i soveværelset og lukkede døren, så al lyset blev holdt ude. Det siger, at det ikke er spor mærkeligt, at al lys i huset var slukket, og at Pernille dermed havde bundet knuden på gelænderet og rundt om halsen i mørke.
Ansigt i spejlet
I aften er lyset tændt på badeværelset.
Adnana er i gang med at farve sit lange hår. Da farven er kommet i, og hun ser sig selv i spejlet, forventer hun nærmest at se Pernilles ansigt ved siden af sit eget. Sådan var det altid. Den slags gjorde de sammen. Adnana savner hende, så det brænder i sjælen.
Hun har været på kirkegården i aften for at sætte blomster på Pernilles grav. Nogle af de andre unge var også med.
»Det er mærkeligt, at vi snart fylder 20 år, og hun kun blev 14,« sagde de til hinanden.
På bordet i stuen har en af de røde roser bøjet hovedet. Som om den kan mærke, hvordan Adnana har det indeni på den dag, hvor det er to år siden hendes veninde døde.
I Galten er sankhansaften overstået. Men spekulationerne om, hvad der skete netop denne aften for to år siden, er der ikke ophørt. Spørgsmålet lever videre i alle dem, der husker.