Den 63-årige sanger og skuespiller Pernille Højmark er single og "frisk på et nyt eventyr", som hun udtrykker det, men hun aner ikke, hvor hun skal finde en ny fyr.
Hun har både prøvet den moderne model med en tur på dating appen Tinder, og den gode gamle med en tur i byen, men det er stadig ikke rigtig lykkede for hende at finde kærligheden. Det afslører hun i et interview med ALT.
Når hun har været i byen, har hun ikke haft held til at få en ordentlig fyr på krogen.
- Nu går jeg ikke så meget i byen og den slags længere, så hvor fanden skal man egentlig støde på dem? Og hvis man går i byen, kan det altså også være noget tvivlsomt noget, man får støvet op, siger hun til ALT.
Hun har også prøvet Tinder, men det er en smule for moderne for den 63-årige skuespiller og Sweetheart-forsanger.
- Jeg har været på Tinder, men synes altså, det er noget mærkeligt noget. På den anden side har jeg også tænkt, at det er lidt latterligt, at jeg er så underligt gammeldags med det der. Det er jo bare en måde at gå i byen og se på mænd på hjemmefra, kan man sige, siger hun i interviewet og foreslår selv, at hun måske kaster sig over nogle andre dating sider.
Hun understreger dog, at hun ikke er på en desperat jagt efter at finde en mand, for hun har det dejligt alene.