Pavens påskegudstjenester livestreames grundet coronafrygt

Under normale omstændigheder vil fejringen af påsken i Vatikanet have et publikum af bedende. Det aflyses imidlertid på grund af coronavirusset. (Arkivfoto). (Foto: Vatican Media/Reuters)

Italien er det land i Europa, der er hårdest ramt af coronavirus. Nu aflyser Vatikanet alt publikum i påsken.

Vatikanets traditionelle fejringer omkring påske bliver afholdt, uden at bedende vil være fysisk til stede. Det sker på grund af coronavirusset.

Det oplyser Vatikanet ifølge nyhedsbureauet AFP.

- På grund af den nuværende globale sundhedskrise vil alle liturgiske højtideligheder i den hellige uge finde sted uden fysisk tilstedeværelse af de troende, lyder det i en meddelelse fra pavens stab.

Det betyder, at det frem til 12. april kun vil være muligt at følge pavens gudstjenester på hjemmesiden. Det gælder også alle søndagsvelsignelser, lyder det endvidere.

Italien er det land i Europa, som er hårdest ramt af corona-pandemien. Flere end 21.000 italienere er testet positive for coronavirus for nuværende. 1441 er døde.

Vatikanstaten, der ligger midt i den italienske hovedstad, Rom, har ligeledes registreret dødsfald.

Der er omkring 1000 indbyggere i den lille uafhængige stat, der er pavens hjemsted og et populært turistmål.

Det igangværende udbrud af coronavirus betyder dog, at mange turister bliver væk.

Siden mandag har italienere været ramt af voldsomme restriktioner i hele landet i et forsøg på at bekæmpe virussygdommen.

Millioner af italienere er i realiteten begrænset til at være i deres hjem, og store dele af landets økonomi er lammet.

Italiens hårdest ramte områder er stadig de velhavende områder i nord - deriblandt finanscentret i Lombardiets hovedstad, Milano.

Her valgte de kommunale myndigheder lørdag at lukke parker og haver for at forhindre, at mennesker skal samles i større tal. Samme beslutning tog myndighederne i Rom.

/ritzau/