Et efterår med afhøringer og undersøgelser når et foreløbigt klimaks natten til torsdag dansk tid, når Repræsentanternes Hus skal stemme om, hvorvidt præsident Donald Trump skal stilles for en rigsret.
Medlemmerne af Repræsentanternes Hus skal - som det ene af de to kamre, der udgør Kongressen i USA - vurdere, om der er grundlag for at føre en rigsretssag mod præsidenten.
Læs her, hvordan sagen forløber herfra:
* Efter en tre måneder lang rigsretsundersøgelse med adskillige vidneforklaringer i Repræsentanternes Hus skal medlemmerne stemme om, hvorvidt der skal føres en rigsretssag mod præsidenten.
* Demokraterne har taget initiativ til rigsretsundersøgelsen. Da Demokraterne har flertal i Repræsentanternes Hus, ventes det at blive vedtaget, at Donald Trump skal stilles for en rigsret.
* Det kræver et simpelt flertal at vedtage, at der skal føres en rigsretssag. Det betyder, at mindst 218 af Husets 435 medlemmer skal stemme for.
* Donald Trump anklages for:
* At misbruge sin magt ved at lægge pres på Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij. Målet skulle være at få Ukraine til at undersøge demokraten og rivalen Joe Biden og dennes søn med henblik på at finde sager, der kunne belaste Biden under næste års præsidentvalgkamp i USA.
* Derudover mener Demokraterne, at Trump har hindret Kongressens rigsretsundersøgelse ved at nægte topembedsmænd at vidne i sagen.
* Rigsretssagen skal, hvis den bliver en realitet, føres i Senatet - det andet kammer i Kongressen. Det vil i så fald kun være tredje gang, at der føres en rigsretssag mod en amerikansk præsident.
* Præsidenten for den amerikanske højesteret skal fungere som retsformand, mens medlemmerne af Senatet fungerer som en slags nævninger.
* I Senatet skal de anklagepunkter, der er blevet fremsat i Repræsentanternes Hus, afprøves med blandt andet vidneafhøringer - nogenlunde som ved en almindelig retssag.
* Til sidst skal Senatets 100 medlemmer stemme om, hvorvidt Donald Trump efter deres opfattelse har gjort sig skyldig i de anklager, der er fremsat.
* For at han kan kendes skyldig, kræver det to tredjedels flertal - altså at mindst 67 medlemmer af Senatet stemmer for.
* Da republikanerne sidder på godt halvdelen af pladserne i Senatet, vil det betyde, at en række republikanere skal vende Donald Trump ryggen.
* Stilles Donald Trump for en rigsret og kendes han skyldig, vil det koste ham embedet som præsident.
Kilder: Ritzau og Kongressen.com.
/ritzau/