På Christiansborg vil politikerne i den kommende tid tale om "vanvidskørsel".
Torsdag har S-regeringen fremlagt et udspil med ni initiativer, som skal gribe ind over for den særligt farlige kørsel.
Nu venter forhandlinger med Folketingets partier om udspillet "Vanvidskørsel skal stoppes". Læs her, hvordan regeringen definerer "vanvidskørsel".
Vanvidskørsel omfatter følgende forseelser, der anses for at være særligt alvorlige og farlige:
* Kørsel der resulterer i uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder. Det er omfattet af straffelovens § 241, 2. pkt.
* Kørsel der uagtsom forvolder betydelig skade på nogens legeme eller helbred under særligt skærpende omstændigheder. Det er omfattet af straffelovens § 249, 2. pkt.
* Kørsel der forsætlig forvolder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed. Det er omfattet af straffelovens § 252.
* Særlig hensynsløs kørsel.
* Kørsel med en hastighedsoverskridelse på mere end 100 procent ved kørsel med over 100 km/t.
* Kørsel med mindst 200 km/t uanset hastighedsgrænsen.
* Spirituskørsel med en promille over 2,00.
Kilde: Udspillet "Vanvidskørsel skal stoppes", Justitsministeriet.
/ritzau/