Ved tirsdagens midtvejsvalg i USA stemmes der om 35 af de 100 pladser i USA's Senat.
Før valget har Republikanerne 51 pladser i Senatet, mens Demokraternes 47 pladser suppleres af to uafhængige senatorer.
Her kan du få et overblik over, hvordan valget lidt over klokken halv ni dansk tid falder ud i de delstater, der har været for tætte til at afgøre før valget.
* Arizona: Endnu ikke afgjort.
* Florida: Republikaneren Rick Scott overtager pladsen fra den siddende demokrat, Bill Nelson.
* Indiana: Republikanske Mike Braun overtager pladsen fra den siddende demokratiske senator, Joe Donnelly.
* Minnesota: Demokraternes Amy Klobuchar beholder den ene plads. Demokraternes Tina Smith vinder delstatens andet opgør.
* Mississippi: Republikanernes Roger Wicker beholder den ene plads, der stemmes om. Der kæmpes også om Mississippis anden plads i Senatet, som Republikanerne står til at vinde. Den bliver dog næppe afgjort nu, da ingen af kandidaterne ser ud til at komme over 50 procent. Så der bliver formentlig brug for en anden valgrunde 27. november.
* Missouri: Demokraten Claire McCaskill taber sin plads til udfordreren Josh Hawley.
* Montana: Endnu ikke afgjort.
* Nevada: Demokraten Jacky Rosen tager pladsen fra republikaneren Dean Heller. Dermed bliver Heller den eneste siddende republikaner, der taber sin plads i Senatet.
* New Jersey: Demokraternes Robert Menendez beholder pladsen.
* North Dakota: Demokraten Heidi Heitkamp taber sin plads til republikaneren Kevin Cramer.
* Ohio: Demokraternes Sherrod Brown beholder pladsen.
* Tennessee: Marsha Blackburn genvinder pladsen til Republikanerne. Pladsen blev ledig, da partifællen Bob Corker valgte ikke at genopstille.
* Texas: Ted Cruz, der var præsidentkandidat i 2016, genvinder sin plads i Senatet ved at slå Beto O'Rourke.
* West Virginia: Demokraternes Joe Manchin beholder pladsen.
* Wisconsin: Tammy Baldwin slår sin republikanske modstander, Leah Vukmir, og bevarer sin plads.
Kilde: Realclearpolitics.com, AP.
/ritzau/