Politiet har sigtet yderligere 148 personer for deling af børneporno i forbindelse med Umbrella-sagen om deling af en krænkende video.
Sagen omhandler videoer med to 15-årige, som blev optaget i 2015. Videoerne har et pornografisk indhold. Siden blev videoerne delt flere end 5000 gange i beskeder på Facebook.
Blandt de nye sigtelser er 40 personer under 18 år, og 126 af de sigtede er drenge eller mænd.
I januar sidste år sigtede politiet dengang flere end 1000 unge for børneporno for at dele videoerne.
Anklagemyndigheden har rejst ni prøvesager, som den vil bruge som pejlemærke for, hvordan de øvrige sager skal behandles.
Herunder kan du læse, hvordan det er gået i de ni prøvesager, hvoraf de otte har været anket til landsretten:
* 40 dages betinget fængsel: Højesteret idømte 11. januar en 20-årig mand 40 dages betinget fængsel. Han blev fundet skyldig både i distribution af børneporno og i blufærdighedskrænkelse. Dommen er en stadfæstelse af en tidligere afgørelse fra Østre Landsret i det store sagskompleks.
* Bøde på 1500 kroner: En nu 19-årig kvinde delte i oktober 2015 en video med en veninde. Delingen gav i Østre Landsret en bøde på samlet 1500 kroner for blufærdighedskrænkelse, mens der blev frifundet for børneporno.
* Frifindelse: Vestre Landsret frifandt 16. maj en 20-årig kvinde. I byretten var kvinden tidligere kendt skyldig i udbredelse af børneporno.
* 20 dages betinget fængsel: Østre Landsret kendte 8. maj en 17-årig dreng skyldig i udbredelse af børneporno. I 2016 delte han to af videoerne med 16 andre i en gruppechat på Facebook.
* Bøde på 2500 kroner: Østre Landsret frifandt 20. april en 22-årig mand for børneporno, selv om han tilbage i 2015 delte en af videoerne med syv venner. Dermed slap han for den betingede fængselsstraf på ti dage, som han i februar fik i Retten i Lyngby. Bøden på 2500 kroner fik han for blufærdighedskrænkelse.
* Bøde på 2500 kroner: Vestre Landsret afsagde 23. marts dom i den første ankesag. Her blev en dom til en 20-årig mand fra Syddjurs lempet. Ved Retten i Randers blev han tidligere idømt 30 dages betinget fængsel for at have delt en af videoerne med 12 personer, men i landsretten blev han frifundet for børneporno. Bøden på 2500 kroner blev givet for blufærdighedskrænkelse.
* Bøde på 2500 kroner: En 18-årig mand fik i Vestre Landsret en bøde på 2500 kroner for blufærdighedskrænkelse ved at dele videoen med 10 personer.
* 30 dages betinget fængsel: En 20-årig mand fra Aarhus delte materialet syv gange og gjorde det tilgængeligt for 15 personer. Han blev dømt ved Retten i Aarhus 14. marts. Vestre Landsret stadfæstede 29. juni dommen.
* 20 dages betinget fængsel: En 16-årig dreng fra Aarhus blev 6. juli fundet skyldig i børneporno og blufærdighedskrænkelse ved at have delt to videoer med en gruppe på fire personer. Det skete, da han var 15 år gammel. Denne sag blev som den eneste ikke anket til landsretten.
Kilder: Ritzau, Rigsadvokaten, Politiken og TV2.
/ritzau/