Anklagemyndigheden har rejst en række sager mod unge, der skal have rejst til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat. I alt er otte blevet dømt eller tiltalt.
Fire af mændene har dobbelt statsborgerskab, og i disse sager er der rejst krav om, at de tiltalte skal miste deres danske indfødsret.
Desuden har politiet sigtet yderligere fem personer, heraf to kvinder.
Her er sagerne:
* Tidligere pizzabager fra Ishøj, Enes Cifti, der også er tyrkisk statsborger, blev af Østre Landsret idømt fængsel i seks år for to rejser til Syrien. Højesteret har tirsdag sagt, at han skal frakendes dansk indfødsret.
* 26-årig mand fra Aarhus blev 4. oktober af Retten i Aarhus idømt fængsel i tre år for en rejse til terrortræning i Syrien. Desuden fik manden, der har tunesisk pas, en betinget udvisning. Statsadvokaten har anket til landsretten for at få skærpet straffen til ubetinget udvisning og en længere fængselsstraf.
* 26-årig mand fra København blev 26. oktober af Retten på Frederiksberg idømt fængsel i fire år. Statsadvokaten har anket til landsretten for at få en frakendelse af dansk statsborgerskab. Han har også et tunesisk pas.
* En 21-årig og en 30-årig er tiltalt ved Retten på Frederiksberg. Anklager kræver frakendelse af den yngstes statsborgerskab, idet han angiveligt også har irakisk pas. Dommen ventes i december.
* En 22-årig er tiltalt ved Retten i Glostrup. Anklager kræver frakendelse af hans danske statsborgerskab. Han er også statsborger i Algeriet. Dommen ventes i december.
* En 27-årig tyrkisk statsborger er tiltalt ved Retten i Glostrup, som behandler sagen i januar og februar. Anklager kræver udvisning.
* En 24-årig mand med finsk statsborgerskab er tiltalt ved Retten i Esbjerg.
* Anklagemyndigheden har endnu ikke afgjort, om der skal rejses tiltale mod yderligere fem personer, heraf to kvinder, i to forskellige sager, der efterforskes af Københavns Vestegns Politi.
Kilder: Domme, anklageskrifter, politi, forsvarere.