Det er en vigtig plads, som dommer Brett Kavanaugh er nomineret til at overtage fra 81-årige Anthony Kennedy.
For på pladsen som dommer i Højesteret kan han få afgørende indflydelse på vigtige politiske spørgsmål.
Kavanaugh anklages dog for voldtægtsforsøg, og torsdag skal han selv og Christine Ford, der anklager ham, forklare sig i en høring.
Læs her om den magtfulde højesteret:
* Den amerikanske højesteret består af ni dommere, der udpeges for livstid. Det er præsidenten, der indstiller kandidater til godkendelse i Senatet.
* Højesteretten blev oprettet, da USA fik sin forfatning i 1787.
* Højesteretten er særdeles magtfuld, fordi den kan underkende lovgivning fra Kongressen og enkeltstaterne, hvis den vurderer, at lovgivningen er i strid med den amerikanske forfatning.
* Højesteretten behandler ankesager og sager af principiel karakter. Den er den sidste ankeinstans vedrørende den amerikanske forfatning.
* Sidste gang, Højesteret fik en ny dommer, var i foråret 2017. Her blev den konservative dommer Neil Gorsuch godkendt til posten. Neil Gorsuch var indstillet af præsident Donald Trump.
* Han udfyldte en plads, der stod tom, efter at den konservative dommer Antonin Scalia døde i februar 2016, næsten et år inden Barack Obama forlod Det Hvide Hus.
* Barack Obama forsøgte også at få godkendt en kandidat til posten efter Antonin Scalia, men det lykkedes ham ikke at få sin kandidat igennem Senatet.
De tilbageværende dommere - uden afgørende Anthony Kennedy - er følgende (i parentes politisk tilhørsforhold):
* John Roberts. Udnævnt af præsident George W. Bush i 2005 (R).
* Clarence Thomas. Udnævnt af præsident George H.W. Bush i 1991 (R)
* Ruth Bader Ginsburg. Udnævnt af præsident Bill Clinton i 1993 (D).
* Stephen Breyer. Udnævnt af præsident Bill Clinton i 1994 (D).
* Samuel Alito. Udnævnt af præsident George W. Bush i 2006 (R).
* Sonia Sotomayor. Udnævnt af præsident Barack Obama i 2009 (D).
* Elena Kagan. Udnævnt af præsident Barack Obama i 2010 (D).
* Neil Gorsuch. Udnævnt af præsident Donald Trump i 2017 (R).
Kilder: Gyldendals Den Store Danske, Berlingske og supremecourt.gov.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.